Ekspert: Politikerne bliver allerede forsøgt overvåget

Amerikanske efterretningstjenester forsøger allerede at overvåge politikerne, vurderer ekspert. Men det er ikke til at sige, hvor langt de vil gå med spionage.
Der er ikke meget at gøre, hvis politikerne ikke vil overvåges, vurderer ekspert. For den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, har vide rammer. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
21. maj 2025 07:30

Politikerne i Grønland bliver med stor sandsynlighed allerede aflyttet af de amerikanske efterretningstjenester. 

Det vurderer Thomas Wegener Friis, historiker og leder af Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet med speciale i spionage - også kaldet efterretninger.

Foto © : Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

- Hvis de grønlandske politikere på nuværende tidspunkt ikke er forsøgt overvåget, så er der nogen, som ikke passer deres arbejder, fortæller han.

Sagen om mulig spionage i Grønland startede efter afsløringer fra mediet Wall Street Journal. Mediet berettede om, at Tulsi Gabbard, direktør for den nationale efterretningstjeneste, har udsendt ordrer om at øge USA's indsamling af informationer om grønlandske borgere.

Som konsekvens af artiklen indkaldte Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i tidligere på måneden den amerikanske fungerende vice-ambassadør til et møde. Her blev den mulige spionage ikke bekræftet - men heller ikke afvist af amerikanerne.

Foto © : J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

Men ordet spionage kan hurtigt lede til misforståelser. Derfor vil Thomas Wegener Friis hellere bruge ordet efterretningsarbejde:

- Der springer tit billeder frem fra en James Bond film, hvor de farer hen over isen på nogle snescootere efter at være kastet ud fra faldskærme. Men det er indsamling af personoplysninger, der er benzin i motoren på efterretningsarbejdet.

Fundament af viden

Når efterretningstjenester indsamler viden, handler det om at etablere et persongalleri fyldt med informationer, som kan bruges på et senere tidspunkt.

KNR har tidligere talt med en ekspert i digitale påvirkningskampagner, Christiern Santos Okholm. Han fortalte, at oplysninger om befolkningens holdninger let kan tilgås gennem Facebook og ved at følge med i de grønlandske medier.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Og netop de oplysninger, som kan skaffes gennem lovlige midler er starten for efterretningsarbejdet.

- Der er ingen grund til at gå ud og bruge skjulte metoder til at finde ud af det, der er frit tilgængeligt. Det er fundamentet, fortæller Thomas Wegener Friis.

Men når så de metoder er opbrugt, begynder arbejdet med at finde menneskernes svage punkt, som agenterne kan udnytte, pointerer eksperten.

Ulovlige midler

Og her kommer ordet 'spionage' til i sin magt.

Efterretningstjenesterne kan - sideløbende med den lovlige indsamling af informationer - bruge ulovlige metoder.

- Der er en fair chance for, hvis du sidder i Nuuk, at du kan aflyttes af det amerikanske konsulat, fortæller Thomas Wegener Friis.

Foto © : Mads Malik Fuglsang Holm, KNR.

Eksperten fortæller, at det for 10-15 år siden kom frem, at der på 19 amerikanske konsulater og ambassader i Europa var teknisk udstyr til at aflytte; dog ikke i København.

Danmark har nemlig haft et samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, hvor de har fået lov til at aflytte telefon- og internetforbindelser, så aflytningsudstyr ikke var nødvendigt på ambassaden. Det afslørede den amerikanske whistleblower, Edward Snowden i 2014.

- Det er teknisk spionage og er ulovligt. Det et brud på vores helt basale rettigheder, fortæller Thomas Wegener Friis.

Det vides ikke, om samarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA stadig eksisterer. Men Thomas Wegener Friis fortæller, at det uanset hvad ikke vil være svært for amerikanerne at overvåge grønlandske borgere.

- Det vil de være i stand til at gøre uden de store problemer. De vil også kunne fange vores mails. Jeg ved ikke, hvor datatrafikken fra Grønland går. Men mon ikke amerikanerne kan opfange, hvad grønlændere skriver gennem deres samarbejde med den danske eller tyske efterretningstjeneste, som klarer det grove arbejde for NSA, siger han.