Politikere med stærk kritik af Pilersuisoqs prisstigninger: Det er uacceptabelt

Pilersuisoq hævede uden varsel priserne på flere varer i starten af ugen. Politikere vil stille KNI til ansvar for prisstigningerne.
Flere politikere, heriblandt Jens Napãtôk (N), kalder det uacceptabelt, at Pilersuisoq pludseligt hævede priserne på deres varer. Foto © : KNR
12. oktober 2023 14:14

Priser, der steg voldsomt den ene dag, og som faldt igen den næste.

Det var det syn, som mødte kunder i Pilersuisoqs butikker rundt omkring i landet tidligere på ugen.

Og det møder skarp kritik fra medlemmer i Inatsisartut.

- Det skaber ikke kun røre, situationen er uacceptabel, siger Inatsisartutmedlem for Naleraq Jens Napãtôk.

Han får opbakning fra Lars Poulsen, som er medlem af Inatsisartut for Siumut.

- Jeg mener, at der må forelægges korrekte oplysninger for os. De høje prisstigninger er svære at acceptere, siger han.

Det var en fejl

Tirsdag kunne KNR fortælle, at priserne var steget voldsomt i flere af Pilersuisoqs butikker. To kilo hvedemel, der før kostede omkring 20 kroner, havde fra den ene dag til den anden fået et prisskilt på 55 kroner, mens to liter saftevand var steget 75 kroner.

Dog blev flere af priserne justeret ned igen. Det var fordi, Pilersuisoq havde lavet en fejl på priserne af nogle varer, lød beskeden.

Foto © : Per Ole Frederiksen

For eksempel står hvedemel nu til knap 28 kroner.

- Det skaber et stort spørgsmål om, at priserne er sat op ved en fejl. Det er også uacceptabelt, siger Kristian Jeremiassen, som sidder i Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit og fortsætter:

- Fejlen er alt for stor, og det er uansvarligt at sætte priserne op og sætte dem ned igen fra dag til dag. Det må Pilersuisoq styre og ikke bare lade kunderne betale.

KNI er godt opmærksom på fejlen, oplyser administrerende direktør, Jeppe Jensen.

Han siger, at de ved, hvordan fejlen er sket, så de kan undgå, at det sker igen.

Prøvet at holde priserne i bund

Grunden til at priserne pludselig skød i vejret, skyldes ifølge KNI de globale prisstigninger og øgede transportomkostninger.

Jeppe Jensen oplyser til KNR, at de har prøvet at undgå prisstigninger siden september sidste år i håb om, at priserne ville falde igen globalt. Men da priserne fortsatte med at stige, var det nødvendigt at hæve dem. 

Men den forklaring falder ikke i god jord hos politikerne. 

- Stop med at ramme kunderne med tidligere fejltagelser og foretag tilpasninger. Der må nytænkning til for en løsning, siger Jens Napãtôk.

Også Lars Poulsen er enig. Han er klar til at gå skridtet videre:

- Vi kræver en politisk udredning, og hvis det betyder en undersøgelse, kræver vi, at den gennemføres snarest, siger han.

Regnskabsfejl er ikke skylden

I 2021 kom det frem, at der var sket regnskabsmanipulationer for 112 millioner kroner i KNI.

Og blandt andet det mener Hans Enoksen fra Naleraq er skyld i de pludselige prisstigninger. Det skriver han i en pressemeddelelse.

Men der afviser KNI pure.

- Det vil vi på det kraftigste afvise, og dem der siger det, taler usandt. Prisstigningerne har ikke noget at gøre med regnskabsmanipulationerne. De manipulationer, der har været i 2012 til 2020, de er foretaget af enkeltpersoner, og de er fuldstændigt afdækket. Sagen er sendt til politiet.

- Så jeg kan kategorisk afvise, at prisstigninger hænger sammen med tidligere manipulationer, siger administrerende direktør i KNI, Jeppe Jensen.

Ud af 6.000 dagligvarer i Pilersuisoq er 2.500 steget med i gennemsnit 10,5 procent.

- Og de svarer til de stigninger, vi har haft på vores indkøbspriser, og priserne for vores kunder er steget. Jeg vil meget gerne understrege, at vi ikke tjener mere på vores varer end tidligere. Og det har vi heller ikke et ønske om, siger Jeppe Jensen.