Politiet: Stormen har lagt en dæmper på folk - men skadet flere bygninger

Trods vild storm langs meget af Vestkysten har politiet haft en rolig tirsdag aften og nat. Til gengæld er der materielle skader flere steder.
Kraftige stormstød har betydet, at folk har holdt sig indenfor i store strækninger af Vestkysten. Foto © : Kim Andersen
04. november 2020 09:13

De fleste mennesker har opholdt sig sikkert inden døre det seneste døgn, mens stormen har raset på store dele af Vestkysten.

Og det har politiet kunnet mærke. Ordensmagten har nemlig oplevet en rolig tirsdag aften og nat.

Meget få personer har været på gaderne og ude i nattelivet. Politiet har ikke haft udrykninger på grund af stormen, oplyser vagthavende ved Grønlands Politi til KNR.

LÆS OGSÅ Atortut teqqaasut, quit aserortut anorersuartumilu qajannaarsuineq

- Vi har ikke haft udrykninger relateret til stormen. Det gælder for hele landet.

Dermed har myndighederne ikke fået oplysninger om personer, der har været i fare på grund af det vilde vejr.

DMI: Nuuk har været hårdest ramt

Til gengæld har stormen været til at føle og måle hos DMI, som har registreret, at Nuuk har været hårdest ramt.

Dog har stormen raset sydfra fra Paamiut og op til Sisimiut. 

I Nuuk har man målt den højeste middelvind tirsdag klokken 15 på 31 meter i sekundet. Det er lige på grænsen til orkan, oplyser vagtchef hos DMI, Frank Nielsen, til KNR.

Samtidig har Nuuk haft vindstød op mod 40 meter i sekundet, som er ren orkanstyrke.

Og det har flere steder resulteret i skader på bygninger, biler, skilte og andet materiel.

Foto © : Ole Bourup
I bydelen Qinngorput i Nuuk er en bygning på adressen Unaaq 4 blevet beskadiget af stormen tirsdag. Foto: Ole Bourup

 

På Facebook har flere lagt fotos op af afrevne tagplader på skraldeskure i Nuuk, mens plader på adskillige husfacader har revet sig løs eller helt er revet af.

Også både har vist sig ikke at have været fortøjret godt nok og har revet sig løs i havnen i hovedstaden.

 

Foto © : Juliane Kriegel
Tirsdag var der hul i taget på et affaldsskur. Foto: Juliane Kriegel


DMI varsler fortsat om kuling med vind af stormstød fra syd på strækningen fra Upernavik til Nuuk onsdag. Vinden aftager dog i løbet af dagene.

Sydgrønland får hård vind fra syd, som også aftager hen over onsdagen.