Politiet sigter to personer for manddrab

Politiet sigter nu to personer for manddrab i forbindelse med en sag fra Tasiilaq, hvor en mand døde, efter at han var blevet fundet afkølet.
Politiet fremstiller i dag to personer i grundlovsforhør i sagen om Odin Mikiki, der døde på et hospital i Island. Arkivfoto.
Skrevet af Karsten Sommer
21. november 2019 11:29

Politiet fremstiller i dag to personer i et grundlovsforhør i Sermersooq Kredsret.

De er sigtet for manddrab på Odin Mikiki, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse. Begge personer er tilbageholdt i 28 dage. 

Odin Mikiki blev fundet bevidstløs og nedkølet i Tasiilaq den 10. oktober i år. Han blev efterfølgende evakueret til et hospital i Island, men hans liv stod ikke til at redde, og han døde på hospitalet. 

LÆS OGSÅ Politiet søger vidner i forbindelse med 42-årigs død

Efterfølgende efterlyste politiet vidner, der kunne have kendskab til den afdødes færden i Tasiilaq i timerne op til, at han blev fundet.

Og politiets efterforskning har nu resulteret i sigtelser mod to personer.

Den ene af de sigtede er desuden sigtet for at have udøvet hærværk på Ammassalik Museet i Tasiilaq natten mellem den 30. september og 1. oktober.

LÆS OGSÅ Politi: Omfattende hærværk på Tasiilaq Museum

Her blev der udført omfattende ødelæggelser af museets lokaler og udstillingsgenstande.

Politiet vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret i dag af hensyn til efterforskningen.

Grønlands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

Opdateret klokken 17.01 med oplysning om at begge personer er tilbageholdt i 28 dage.