Politiet: Ingen risiko ved at deltage i borgermøder

Greenland Minerals melder afbud til borgermøder i Sydgrønland, da man frygter for sikkerheden. Der er ingen trussel, lyder det fra politiet.  
Ifølge Grønlands Politi skal ingen frygte at deltage ved borgermøderne om mineprojektet ved Kuannersuit. Foto © : KNR
24. august 2021 05:40

I denne uge afholdes der borgermøder om mineprojektet ved Kuannersuit. Det bliver dog uden Greenland Minerals, der frygter for sine medarbejderes sikkerhed, hvis de møder op på møderne.

Grønlands Politi vurderer dog ikke, at mineselskabets ansatte har noget at frygte: 

- Der er ikke nogen ændringer i trusselsbilledet i forbindelse med borgermøderne, siger chefpolitiinspektør Jørgen Harlev. 

LÆS OGSÅ Nye borgermøder om Kuannersuit-projekt på plads

Ifølge Naalakkersuisut er Greenland Minerals blevet tilbudt at deltage på møderne via video, men det har man ikke ønsket.

Ingen indikation på trussel

Forklaringen fra Greenland Minerals vækker ærgrelse hos naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA). I en pressemeddelelse udtaler hun:

- Det er min opfattelse, at afbuddet sker på et tyndt grundlag.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Greenland Minerals VVM og VSB-rapport.

Hun forklarer desuden, at selskabet ikke har fået direkte eller indirekte trusler mod deres medarbejdere. 

Heller ikke politiet kan få øje på, at der skulle være nogen risiko ved at deltage i møderne – hverken for Greenland Minerals eller nogen af de andre, som deltager på mødet: 

- Ud fra det trusselsbilledet vi ser nu, er der altså ingen indikationer på, at der skulle være en risiko ved at deltage. Så skulle vi jo have orienteret alle deltagere, siger Jørgen Harlev.

LÆS OGSÅ Greenland Minerals kommer ikke med til borgermøder om Kuannersuit

Han indskærper samtidig, at politiet vil være til stede ved borgermøderne, og at de kan garantere deltagernes sikkerhed. 

Der er ikke nogen lovmæssig forpligtelse for selskabet til at deltage i møderne.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Greenland Minerals, men selskabet har hverken svaret på telefon eller mails. 

Borgermøderne handler om den videre proces og vurderingen af projektets virkninger på miljøet og den samfundsmæssig bæredygtighed.