Politiet har fået et afgørende gennembrud i drabssagen i Nuuk

En 20-årig mand bliver tilbageholdt i 26 dage for drabet på en ældre kvinde i Nuuk.
Den 82-årige kvinde blev fundet dræbt i sin lejlighed i Blok O på Ceresvej i centrum af Nuuk. Foto © : Carsten Faurschou/ KNR
11. februar 2023 17:09

Politiet tilbageholder en 20-årig mand i 26 dage for drabet på en 82-årig kvinde. Hun blev fundet død i sin lejlighed på Ceresvej i Nuuk.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med, at der nu ser ud til at have været et afgørende gennembrud i efterforskningen, som har ført til anholdelse og tilbageholdelse af den 20-årige mand, siger vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er linjechef for efterforskningen.

Politi på sporjagt i kahytter

Den 20-årige og en anden mand blev fredag eftermiddag anholdt, efter de ankom til Nuuk med en trawler.

Her blev de mødt af politiet, der ransagede de anholdtes kahytter med henblik på at sikre mulige beviser til efterforskningen. 

Lørdag blev den ene fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for manddrab, ildspåsættelse og usømmelig omgang med lig.

Den sigtede nægtede sig skyldig i alle tre sigtelser.

Politiet efterforsker stadig sagen. Derfor opfordrer de også borgere til at kontakte politiet på 70 14 48, hvis de har oplysninger om sagen, fortæller Lars Bjerregaard.

LÆS OGSÅ Brandsag i Nuuk efterforskes nu som drabssag: Alt er relevant for politiet

- Er man i tvivl, om det, man har hørt eller set, er relevant, så ring hellere en gang for meget end en for lidt.

Politiet arbejder på at finde ud af, hvorvidt der er flere gerningsmænd udover den sigtede.