Brandsag i Nuuk efterforskes nu som drabssag: Alt er relevant for politiet
Grønlands Politi efterforsker brandsag i Nuuk som en drabssag.
Det skriver Grønlands politi i en pressemeddelelse.
En kvinde mistede livet i en brand i det centrale Nuuk i morges.
Ilden fik fat i en ældre lejlighed på Ceresvej kort efter klokken 07, og lejlighedens beboer omkom.
Det siger Brian Thomsen, der er leder af vagtcentralen i Nuuk i Grønlands Politi.
- Da branden var under kontrol, fandt brandvæsenet en person, der var afgået ved døden. Dødsårsagen er endnu ukendt, siger han.
Hvorfor branden brød ud, ved ordensmagten heller ikke.
- Det kræver yderligere undersøgelser, siger Brian Thomsen.
Efterforskningen har for nuværende tidspunkt ikke givet anledning til anholdelse af personer.
LÆS OGSÅ Politiet: Hvis du var på Ceresvej i Nuuk tidligt i morges, så ring til os
Brian Thomsen opfordrer alle, der har været i området ved Ceresvej i tidsrummet natten mellem mandag og tirsdag klokken 24:00 og frem til klokken 8:00 til at kontakte politiet, hvis de har oplysninger om noget, der kan hjælpe i efterforskningen.
Derudover rækker politiet ud til befolkningen om hjælp for at udvide deres efterforskningsmuligheder.
Det gør de især til personer, der bor i nærheden af Blok O, der eventuelt kunne have private overvågningsudstyr, der kunne pege ud mod blok O i Nuuk.
Borgere i Kongevej, Tuujuk og Ceresvej bedes være særlige opmærksomme.
Alle observationer er relevante for politiet, understreger Grønlands Politi i pressemeddelelsen.