Politiet har anholdt en mand efter drab i bygden Sermiligaaq

En 18-årig mand er anholdt og sigtet for drab på en 42-årig mand i bygden Sermiligaaq, oplyser Grønlands Politi.
Politiet i Tasiilaq har anholdt en 18-årig mand i Sermiligaaq i sagen om et drab på en 42-årig mand. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
01. januar 2022 15:06

Grønlands Politi har anholdt og sigtet en 18-årig mand for manddrab på en 42-årig mand i bygden Sermiligaaq i Østgrønland.    

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Politiet efterforsker drab i østgrønlandsk bygd

Politiet i Tasiilaq har anholdt manden, efter at politiet modtog en anmeldelse om et muligt drab i bygden tidligt i morges.

- På baggrund af den foreløbige efterforskning i sagen og de oplysninger politiet er i besiddelse af, så er der foretaget en anholdelse af en mistænkt i sagen. Den afdøde er en 42 årig mand og den anholdte en 18 årig mand, skriver Brian Thomsen, der er politikommissær i Grønlands Politi, i pressemeddelelsen.

Her fremgår det videre, at den afdøde 42-årige mand og den anholdte har familierelationer.

Den nærmeste familie er underrettet, oplyser politiet.

Grønlands Politi er fortsat i gang med efterforskningen og regner med, at den anholdte i løbet af dagen vil blive fremstillet for retten med henblik på tilbageholdelse.

Politiet oplyser at de her og nu ikke har andre oplysninger til sagen.