Politiet: Det er ikke normalt, at 11-årige piger bare dør

Natten til fredag blev en 11-årig pige fundet død i Aasiaat. Grønlands Politi efterforsker sagen og er lige nu i gang med at finkæmme videoovervågning og søger stadig vidner.
Den afdøde er en 11-årig pige, omkring 150 centimeter høj, spinkel af bygning og havde håret sat op i en knold.  Foto © : Pauli Wille
Skrevet af Bibi Nathansen
30. november 2020 15:48

- Det er ikke normalt, at en 11-årig pige bare dør. Det er derfor vi undersøger alt hvad vi kan, for at udelukke, at der er sket en forbrydelse.

Det siger Simon Andrés, der er efterforskningsleder i Grønlands Politi til KNR.

Meddelelsen om pigens død kom fredag eftermiddag. Hun blev fundet livløs ved trapperne mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej i Aasiaat, efter at hun sidst blev set i live torsdag. 

Forældrene til den afdøde pige har indtil nu ikke haft mulighed for at se deres datter. Det er fordi, politiet skal sikre eventuelle spor på pigen, forklarer efterforskningslederen. 

LÆS OGSÅ Ung pige fundet død i Aasiaat: Politiet søger vidner

Simon Andrés kan endnu ikke fortælle om pigens dødsårsag og kan derfor heller ikke sige noget om, hvorvidt det er et drab, der er sket i Aasiaat. Lige nu venter man på, at der kommer en obducent til byen i morgen fra Danmark. 

Sagen bliver efterforsket meget intensivt. Politiet er ved at gennemgå videoovervågninger og opfordrer derfor til, at private siger til, hvis man har overvågning i form af webcam eller andet, der kan gavne politiets efterforskning.

Efterforskningslederen kan ikke oplyse, hvor mange politibetjente eller relevante medarbejdere der er på sagen, men:

- Sagen har lige nu den højeste prioritet hos Grønlands Politi, siger Simon Andrés til KNR.

Flere vidner har henvendt sig

I fredags valgte politiet at efterlyse vidner i sagen. 

Der er kommet flere henvendelser fra borgere, der har været i området. Efterforskningslederen understreger dog, at politiet stadig gerne vil høre fra vidner, der har været i området natten til fredag. Det gælder også for vidner, der har kørt i bil.

De opfordrer alle, der måtte have oplysninger i relation til dødsfaldet til at henvende sig, også selv om man ikke mener, at man har set noget af betydning for sagen.

Det er politiet, der skal vurdere om dét. Alle henvendelser bliver derfor taget godt imod.

Simon Andrés vil ikke uddybe overfor KNR, hvad vidnerne har sagt.

Den afdøde er en 11-årig pige, omkring 150 centimeter høj, spinkel af bygning og havde håret sat op i en knold. 

Hun var torsdag iført et mørkegråt pandebånd med Royal Arctic Line-logo, en rød lang Canada Goose-vinterjakke, mørkeblå overtræksbukser og sorte støvler.

Hun blev ifølge politiet sidst set torsdag aften omkring klokken 20.00, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.