Ung pige fundet død i Aasiaat: Politiet søger vidner

En ung pige er fundet død i Aasiaat. Politiet udelukker ikke, at der kan være sket en forbrydelse.
- Politiet opfordrer alle, der måtte have oplysninger i relation til dødsfaldet til at henvende sig, også selv om man ikke mener, at man har set noget af betydning for sagen, skriver politiet. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
27. november 2020 12:14

Der er sket et dødsfald i Aasiaat. En ung pige er blevet fundet livløs ved trapperne mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej. Det var en gruppe frivillige, der gik i gang med at lede efter pigen, da hun ikke kom hjem efter aftalt tid.

- Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at der er sket en forbrydelse og politiet efterforsker derfor sagen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

I forbindelse med dødsfaldet søger politiet vidner, og de bringer derfor også beskrivelse af den afdøde unge pige, i håb om at få fat på nogen, der ved noget.

- Politiet opfordrer alle, der måtte have oplysninger i relation til dødsfaldet, til at henvende sig, også selvom man ikke mener, at man har set noget af betydning for sagen, skriver politiet.

Det er tale om en 11-årig pige, omkring 150 centimeter høj, spinkel af bygning og havde knold i håret. Hun var torsdag iført et mørkegråt pandebånd med Royal Arctic Line-logo, en rød lang Canada Goose-vinterjakke, mørkeblå overtræksbukser og sorte støvler.

Hun blev ifølge politiet sidst set torsdag aften omkring klokken 20.00, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.

Borgere i Aasiaat, der har befundet sig i området mellem Pujooriarfik og Wille Brandtsvej i går aftes, eller har oplysninger, der kan have relevans for sagen, skal ringe til politiet på tlf. 701424 – efter kl. 16.00 på tlf. 701448, skriver politiet.

I dag og i morgen vil der ankomme assistance fra Ilulissat, Sisimiut og Nuuk, som skal hjælpe med efterforskningen.

På tirsdag vil der yderligere ankomme en obducent og to kriminalteknikkere fra Danmark.