PolarExpo i Ilulissat udsættes til foråret

Arrangørerne udsætter jagt- og fiskerimessen til foråret på grund af reglerne for forsamlinger.
Rensdyr. 21. marts 2010
Messen Ilulissat var sat til at blive holdt fra 6. til 8. oktober, men flyttes nu til foråret 2021. Foto © : Sigvard Thørring
31. juli 2020 10:12

Forsamlingsgrænsen på 100 personer er stadig gældende her i landet.

Derfor udsætter Avannaata Kommunia og Aalborg Kongres & Kultur Center nu jagt- og fiskerimessen PolarExpo i Ilulissat.

Messen Ilulissat var sat til at blive afholdt fra den 6. til den 8. oktober, men flyttes nu til foråret 2021. Det oplyser Aalborg Kongres og Kulturcenter i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Og det ærgrer Palle Jerimiassen, der er borgmester i Avannaata Kommunia.

Ifølge borgmesteren har arrangørerne været i tæt dialog med Selvstyrets corona-sekretariat. Herfra har svaret lydt, at forsamlingsforbuddet på 100 personer fortsat er gældende.

- Det svar betyder desværre, at så kan vi ikke længere fortsætte planlægning og afvikling af den nye store jagt- og fiskerimesse i Ilulissat, siger borgmester, Palle Jerimiassen i pressemeddelelsen.

Det var første gang, at PolarExpo skulle afholdes i Ilulissat, hvor cirka 40 udstillere skulle have deltaget i jagt- og fiskerimessen. Men de må ligesom publikum vente til foråret, før messen bliver til noget.

LÆS OGSÅ Fiskerimesse flytter til Ilulissat

- Vi havde imødeset at afvikle PolarExpo i Ilulissat, efter vi i mange år har haft hjemme i Sisimiut. Ydermere havde vi i samarbejde med KNAPK og Avannaata Kommunia udvidet fiskerimessen til også at være en jagtmesse, siger direktør i Aalborg Kongres og Kulturcenter, Nicolaj Holm.

Han understreger dog samtidig, at han har forståelse for de forholdsregler, som myndighederne og kommunen tager i forhold til Corona-smitten.

Der er endnu ikke sat nye datoer for afviklingen at messen til foråret.

Fagmessen afvikles hvert andet år.