PK: Naalakkersuisut politik for ambitiøs

Den nye koalitionspolitik på sundhedsområdet er for ambitiøs, og målet kan blive en udfordring på grund af den store mangel på sundhedspersonale i landet, mener sygeplejeforeningens formand Inuuti Fleischer.
11. december 2014 16:13

Det nye Naalakkersuisut blev udpeget i går, hvor den tidligere Inatsissartut-medlem Doris Jakobsen fik ansvaret for sundhed og nordiske anliggender.

I koalitionsaftalen står der, at Naalakkersuisut vil arbejde for at etablere et nyt hospital i Nuuk, som er tilegnet Nuuk-borgere. Men planen er lidt for ambitiøs, hvis man spørger formanden for sygeplejeforeningen Inuuti Fleischer.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der tit og ofte er mangel på  personale i sundhedsvæsnet, vi kan jo ikke engang få dækket de ledige stillinger, vi har. Det bliver en udfordring at skulle besætte stillinger i et eventuelt nyt hospital, det har jeg lidt svært at se, hvordan det kommer til at hænge sammen, siger Inuuti Fleischer til KNR.

Hun er dog ikke helt kritisk overfor koalitionens strategier i sundhedsområdet.

Hun glæder sig over at de strategier, der allerede er igangssat, som optimering af sundhedsberedskab og serviceforbedringer blandt andre.

- Jeg kan se i koalitionsaftalen, at der er nogle af de strategier og planer, der er igangssat at de fortsætter. Det er jo glædeligt, fordi så er der kontinuitet i noget af det, man har valgt som indsatsområder, siger Inuuti Fleischer.

Og hun håber på et godt samarbejde med den nye naalakkersuisoq for sundhed, Doris Jakobsen:

- Den tidligere naalakkersuisoq for sundhed (Steen Lynge, red.) havde vi et godt samarbejde med, så den her gensidighed og viljen til at kunne samarbejde, det håber jeg fortsætter med den nye naalakkersuisoq, siger Inuuti Fleischer.