Piteraq-varsel i Tasiilaq

Grønlands Politi advarer borgere i Tasiilaq mod en piteraq, der ventes at ramme natten til søndag.
Tasiilaq blev ramt af en piteraq i september sidste år. Foto © : Nuka Pivat
21. januar 2023 18:36

DMI har varslet piteraq i Tasiilaq-området. Derfor opfordrer politiet til, at borgerne holder sig indendørs, indtil stormen har lagt sig.

Det fremgår af et Facebook-opslag fra Grønlands Politi.

- Hvis man ikke har noget, der er livsnødvendigt  at skulle ud for, så er det rigtig klogt at blive indenfor, siger Jens Rønberg, vagtchef ved Grønlands Politi, til KNR.

Hvis man har behov for hjælp kan man ringe til brandvæsnet på 98 12 95 eller til politiet på 70 14 48.

Sæt ting i læ

Vagtchefen anbefaler også, at borgerne sørger for at sikre deres ejendele mod den kommende piteraq.

- Inden den her piteraq starter, så giver det god mening, at man forsøger at sætte ting i læ og binde ting fast, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, siger Jens Rønberg.

LÆS OGSÅ Op til 130 vinduer skal skiftes i Tasiilaq efter piteraq

I september sidste år blev Tasiilaq ramt af en piteraq, hvor 47 personer blev evakueret og op imod 130 vinduer skulle skiftes.