Op til 130 vinduer skal skiftes i Tasiilaq efter piteraq

I sidste weekend smadrede en piteraq vinduer og tage i Tasiilaq. Boligselskab håber, at nye vinduer når frem inden vinter.
- Vi er godt på vej til at begrænse skaderne og afdække dem, siger Iserits tekniske chef i Tasillaq, Michael Waainstz til KNR. Foto © : KNR
Skrevet af Else Olsvig
03. oktober 2022 11:28

I sidste weekend stormede en piteraq ind over Tasiilaq. Den efterlod mange knuste vinduer og ødelagte tage på byens huse.

Omkring 50 indbyggere blev evakueret og hentet til byens forsamlingshus, da vejret var værst.

Iserit A/S, som er kommunens boligselskab, har en del af boligerne i Tasiilaq. Men en del af husene i byen er de såkaldte BSU-huse. Det er huse, som folk selv ejer, men de har lånt pengene til dem af Selvstyret.

LÆS OGSÅ Mikkel Bianco om piteraq: Da strømmen gik, blev vi for alvor bange

En del af dem er ældre huse, der blev bygget i 1950'erne og 60'erne - og her skal ejerne selv betale for renovering. Det siger Michael Waainstz, der er teknisk chef i Iserits afdeling i Tasiilaq.

- Altså, vi er godt på vej til at begrænse skaderne og afdække dem. Jeg håber, at vi i denne uge kan begynde at reparere nogle af dem, siger han.

Nye ruder skal kunne tåle storm og sten

I alt skal 120 til 130 vinduer skiftes ud inden vinteren. Og folk skal have nye og hærdede ruder, der kan tåle at blive ramt af sten og andre genstande, når det stormer.

 

Foto © : Else Olsvig

Piteraqen smadrede vinuder og tage i husene. Foto: Else Olsvig

 

Boligselsskabet håber at kunne få de nye ruder til Tasiilaq med årets sidste skib 5. november. Hvis ruderne ikke kommer med skibet, bliver det en mørk vinter for mange i byen:

- Altså hvis vi ikke når det, så lever vi i uvished hele vinteren, fordi der kan komme piteraq igen. Så kan det samme ske endnu en gang, siger Michael Waainstz.

Husejerne skal selv betale renovation

De største skader er på de såkaldte BSU-huse, vurderer den tekniske chef. De huse er Iserit A/S ikke ansvarlig for at reparere - det er ejernes eget ansvar. 

- Der er mange BSU-huse, som ikke er blevet vedligeholdt i mange år, i hvert fald kun i begrænset omfang. Og det er især der, hvor vi ser store skader nu. Der bor stadigvæk familier i de boliger, siger Michael Waainstz.

LÆS OGSÅ Borger i Tasiilaq: Tagmaterialet blev blæst væk og efterlod taget med et stort åbent hul

En stor del af boligmassen i Tasiilaq består af BSU huse, og næsten alle huse i bygderne er BSU-huse.

- Mange BSU-huse står og forfalder, fordi ejerne eller beboerne ikke har råd til at vedligeholde huset. Så står det og forfalder mere og mere. Og så kan der ske det, at hele taget forsvinder på et tidspunkt i en piteraq, siger Michael Waainstz til KNR.

Årets sidste skib ankommer til Tasiilaq 5. november. Der mangler materialer til at reparere husene, og lige nu venter Kommuneqarfik Sermersooq og Iserit A/S svar på, om materialerne kan nå med skibet.