PFA Soraarneq udskyder flytning

Flytningen af PFA Soraarneqs 6.000 pensionsopsparinger til PFA Pension i Danmark er udskudt til slutningen af 2017, det oplyser direktør for PFA Soraarneq Lis Hasling.
Skrevet af Jonas Fievé
03. december 2016 15:41

Tidligere har de meldt ud, at flytningen skulle ske inden 1. januar, men det satte Finanstilsynet i Danmark ifølge PFA Soraarneq en stopper for, da de ikke ville godkende, at pensionskunderne skulle betale en afgift på 45 procent af deres opsparing, hvis den blev flyttet ud af Grønland.   

LÆS OGSÅ PFA Soraarneq vil flytte pensioner til Danmark

I kapløb med tiden

Deadlinen for flytningen af de mange pensionsopsparinger var sat til udgangen af året, da denne afgift ellers fra det nye år ville stige med 10 procent point til 55 procent.

Men i et brev til medejerne af PFA Soraarneq den grønlandske fagforening AK, som KNR har fået udleveret, oplyser direktøren, at de har været i dialog med Selvstyret og, at det har medført, at indkomstskatteloven er blevet ændret.

Det betyder, at hvis man flytter en pensionsopsparing til en pensionskasse uden for Grønland, skal man betale en afgift, der svarer til indkomstskatten i den kommune, man bor i. Det er på nuværende tidspunkt mellem 42 og 44 procent afhængig af, hvilken kommune, man bor i.