Pavia holdt sit løfte til kronprinsen: Nu venter en royal kajak i Nuuk

En splinterny grønlandsk kajak er nu placeret hos Rigsombudsmanden. Den kommende ejermand er kronprins Frederik.
Kronprinsens kajak 2020
Kronprinsens kajak bliver overdraget i forbindelse med Royal Run i slutningen af august. Foto © : Pavia Tobiassen
Skrevet af Noah Mølgaard
21. april 2020 05:35

Formanden for den lokale kajakklub i Nuuk, Pavia Tobiassen, afleverede i sidste uge en skræddersyet kajak til kronprins Frederik hos Rigsombudsmanden.

Planen var ellers, at det specialbyggede fartøj skulle overdrages til sin kommende ejermand under Royal Run 1. juni. Men løbet er - ligesom så meget andet - aflyst på grund af coronakrisen.

Vi skal skrue tiden flere år tilbage for at komme til starten af historien.

Foto © : Privat

Pavia Tobiassen sammen med hustruen Johanne Tobiassen. Billedet er taget, da de er vej til fejring af rigsfællesskabet på Fredensborg Slot sidste år.

 

Pavia Tobiassen har deltaget i verdens hårdeste skiløb Arctic Circle Race i Sisimiut flere gange, og han var også med i 2016, hvor kronprinsen deltog.

- Jeg benyttede lejligheden til at få en snak med kronprinsen og spurgte, om han har prøvet at ro i en kajak. Det havde han ikke, fortæller Pavia Tobiassen.

- Jeg sagde til ham, at han bør prøve en grønlandsk kajak, når han har prøvet at køre hundeslæde, og det var han med på, siger Pavia Tobiassen.

Med personlige mål

Den officielle henvendelse om at bygge en kajak til kronprinsen blev sendt i vinter gennem Rigsombudsmanden, og der gik ikke lang tid før, at Pavia Tobiassens tilbud fik positiv respons fra kongehuset.

Den grønlandske kajak bliver skræddersyet til ejermanden, og den kongelige kajak er ingen undtagelse.

LÆS OGSÅ Royal Run i Nuuk er udskudt til august

- Jeg bad om kronprinsens mål fra ryg til knæ og fra ryg til tå spidser. De er det vigtigste mål, når man skal tilpasse kajakken til ejermanden. Vi modtog også de nævnte mål inden for kort tid, fortæller Pavia Tobiassen.

Han blev færdig med kajakken i sidste uge.

- Det var ellers planen, at overdragelsen skulle ske, når kronprinsen kom i forbindelse med Royal Run 1. juni. Nu er løbet udsat til slutningen af august, og der regner jeg med, at han kan modtage og prøve sin nye kajak, slutter Pavia Tobiassen.