Patientombud: 5 års fristen må ikke overskrides

Patientombuddet i Danmark slår fast, at de ikke kan behandle en sag, hvor en kvinde blev udsat for en fejl på Dronning Ingrids Sundhedscenter, tidligere Lægeklinikken i Nuuk i 2007.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Thora H. Nielsen
09. maj 2014 05:19

Fejlen var ved at koste kvinden livet, da lægeklinikken ved et uheld havde lagt hendes journal i den forkerte bunke efter en undersøgelse for livmoderhalskræft. Men sagen er forældet, vurderer Patientombuddet.
 
- Udgangspunktet er at man skal indgive klagen inden der er gået to år efter at man har fået kendskab til fejlen eller også kan man indgive klagen fem år efter behandlingen. De fem år er det, man kalder absolut forældelsesfrist, dvs. at der er ikke nogen myndighed, der kan bøje reglen.

- Det er fem år og kommer man bare en dag for sent efter de fem år, så er den desværre indgivet for sent og så kan vi ikke behandle sagen, siger Thomas Anker-Møller, der er kontorchef i Patientombuddet i Danmark, som behandler sager fra Grønland.
 
Den 32-årige Karina Brudlykke kan ikke få placeret et ansvar eller få en erstatning, efter at Lægeklinikken, det der i dag hedder Dronning Ingrids Sundhedscenter udsatte hende for en alvorlig fejl i 2007.
 
Karina Brudlykke fik taget prøver som en del af et screeningsprogram mod livmoderhalskræft og prøverne blev sendt til Rigshospitalet til analyse og de sendte resultaterne retur til Grønland og her gik det galt.
 
-I svarene stod der, at jeg havde forstadierne til cancer. Men da jeg får mit svar fra Lægeklinikken var der skrevet på min journal, at der ingen anmærkninger var. Jeg gik rundt og troede, at alt var normalt, indtil jeg i 2011 fik konstateret livmoderhalskræft og skulle opereres akut i Danmark, siger Karina Brudlykke.
 

LÆS OGSÅ Fejl i Lægeklinikken kostede næsten en kvinde livet

Efter den vellykkede operation satte Karina Brudlykke satte sig ned og skrev en klage for at få ansvaret placeret, og det var i 2013. Men Patientombuddet i Danmark, som behandler de grønlandske klagesager afviser at behandle sagen, da de vurderer den som forældet.

Loven er helt klar, de 5 års forældelsesfrist må ikke være overskredet, fastholder Thomas Anker-Møller. Han siger også, at sagen er den første af sin art, som han er stødt på i Patientombuddet.
 
I mailkorrespondancen mellem Karina Brudlykke og Landslægeembeddet, som Radioavisen har fået en kopi af, opfordrede Landslægeembeddet i januar 2014 sundhedsledelsen til at se nærmere på de interne arbejdsgange og procedurer for at se om de er tilstrækkelige eller om de bør ændres. Radioavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lægeklinikken.
 
Kontorchef i Patientombuddet i Danmark Thomas Anker-Møller gør opmærksom på, at Karina Brudlykke har mulighed for at anke sagen til de danske myndigheder, men han kunne dog ikke sige på forhånd, hvad svaret i givet fald ville blive.

Karina Brudlykke overvejer at anke sagen til de danske myndigheder og til Landslægeembedet i Grønland.