Partiformænd i debat med børn

Er du allerede ved at blive træt af politikernes løfter i valgkampen, så glæd dig til nye toner, for KNR arrangerer nemlig politisk børnedebat sammen med Nakuusa.
31. oktober 2014 12:27

Børn og unge har ikke stemmeret, men de har ret til at blive hørt, lyder parolen fra børneorganisationen.

- Nakuusa vil give børn og unge mulighed for at sige deres mening. Det har vi insisteret på gennem vores arbejde siden projektets begyndelse, og derfor er det også oplagt at give dem plads til at ytre sig i forbindelse med det kommende valg.

- Børn bliver interesseret og involveret, når de bliver hørt og lyttet til. Det er vigtigt for børn og unge – og for demokratiet i Grønland, siger programleder Arnavaraq Jørgensen.

Alle partiformændene deltager i live-spørgerunden på GU i Nuuk, og alle børn og unge kan sende deres spørgsmål til politikerne via Nakuusa eller deres skole.

Værterne til debatten bliver KNR's Nûno Isbosethsen og GU-elev i Nuuk og medlem af Nakuusas børnepanel Maannguaq Berthelsen.

Man kan se debatten fredag den 21. november kl. 16 på KNR1 med tolkning på KNR2.