Palle Christiansen takker af - Andreas Uldum tager over
- Jeg føler, at jeg har opnået de politiske mål som jeg satte mig tilbage i 2001 og jeg har gennem længere tid planlagt min udtræden. Jeg skal nu være tandlæge på fuld tid i Danmark, hvor jeg har købt en ejerandel af en tandklinik i Græsted. Det politiske slipper jeg dog ikke helt, da jeg har meldt mig ind i Liberal Alliance i Danmark, hvorfra min kamp for det liberale livssyn vil fortsætte, udtaler Palle Christiansen og fortsætter:
- Hvis jeg skal pege på nogle ting, hvor jeg føler, at jeg har gjort en forskel i grønlandsk politik, så er det selvfølelig at bevise, at Demokraterne ikke var en politisk døgnflue som alle påstod dengang, men et parti som har sin eksistensberettigelse. Demokraterne er partiet, der tør sige tingene ligeud og som tør træffe de nødvendige beslutninger. Jeg føler også, at jeg har været med til at fjerne de tabuer, det har været at tale om vores bosætningsmønster, kammerateri i det offentlige, seksuelle overgreb på børn og nødvendigheden af at skabe bæredygtighed i alt, hvad vi foretager os.
Ved Palle Christiansens udtræden går pladsen til en gammel kending, nemlig Andreas (Anda) Rene Uldum, som er Demokraterne politiske næstformand og tidligere medlem af Inatsisartut fra 2009 til 2013.
- Jeg glæder mig til at genindtræde i Inatsisartut og kaste mig over politiske arbejde, om end det sker på en for mig ærgerlig bekostning. Det bliver en stor plads at udfylde, men jeg vil knokle og vise mit og partiets værd. Demokraterne står i dag som et stærkt oppositionsparti, men målet er naturligvis, at vi i fremtiden igen skal indgå i en politisk flertalskoalition, så vi kan gøre Grønland bæredygtigt og klar til at være en aktiv deltager i den nødvendige udvikling, udtaler Anda Uldum, som i dag varetager posten som viceborgmester i Sermersooq.