Pædagoger: Politikerne bør bede Danmark om hjælp i børnesager
Manglen har ført til ophobede sagsbunker. Blandt andet samler alvorlige indberetninger om omsorgssvigt fra pædagoger i landets børneinstitutioner støv i kommunen i månedsvis, siger formand for uddannede pædagogers fagforening NPK, Nâsúnguaq Bisgaard.
Hun beskriver, hvordan manglen på socialrådgivere i kommunerne er en stopklods for pædagogernes arbejde i landets børneinstitutioner:
- Når pædagogerne indberetter et barn eller børn, går der meget lang tid med sagsbehandlingen, fordi der er stor udskiftning af sagsbehandlere, siger pædagogernes formand.
- Og det er meget, meget frustrerende.
Læs også Nødråb fra Kujalleq til sagsbunkerne
Tilsynsenhed i Kujalleq
Chefen for Selvstyrets sociale Tilsynsenhed, Johan Lund Olsen har netop været i kommune Kujalleq for at undersøge sagerne i socialforvaltningen inden for børne og unge området og på handicapområdet.
Her er den sociale lovgivning langt fra overholdt:
- Det er jo problematisk, hvis borgerne ikke bliver betjent i henhold til lovgivningen, siger Johan Lund Olsen efter sit besøg.
Derfor er det kun godt, at borgmester i Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen fra Siumut også har bedt Selvstyret om hjælp til at løse de mange sager, der har hobet sig op, siger pædagogernes formand:
- At bede om hjælp er ikke noget, man skal skamme sig over. Men de skulle have været tidligere ude, fordi man skal råbe om hjælp, så snart sagerne ligger i små bunker. Ikke når de bliver kæmpe høje, siger Nâsúnguaq Bisgaard.
Læs også Tilsynschef: Alvorlige fejl i sagsbehandling i Kujalleq
Samler støv i månedsvis
Nâsúnguaq Bisgaard har kendskab til indberetninger fra pædagoger om børnesvigt, der har samlet støv i et helt år, inden der bliver handlet på dem:
- Et år er lang, lang tid. Så bliver det dyrt i sidste ende, hvis et barn er helt ødelagt, og der senere skal meget mere hjælp til, lyder det fra pædagogernes formand.
Derfor undrer det også Nâsúnguaq Bisgaard, at Naalakkersuisut ikke sender ønsket om hjælp til at klare de mange sager på børne- og ungeområdet og arbejdet med at kvalificere sagsbehandlingen videre til Danmark.
Her står den danske socialminister Karen Ellemann klar til at række en hjælpende hånd ud, hvis Grønland beder om det.
Og det er aldrig for sent at tage imod den, siger formand for NPK, Nâsúnguaq Bisgaard.
- Nej, det er det altså ikke. Når der kommer et tilbud om at få hjælp, så synes jeg det er helt fint, at man modtager den.