Oversygeplejerske i Tasiilaq fik nok og bad om alkoholforbud: Vi frygtede endnu et selvmord

John Christensen er oversygeplejersken, der bad om et alkoholforbud i Tasiilaq for to uger siden.
Tasiilaq
Folk i Tasiilaq samles i bymidten med lys eller lysende mobiltelefoner i hænderne. Foto © : Aron Kristiansen
15. september 2021 13:05

- 1. september havde vi det første selvmord. Det var slemt nok. Men allerede dagen efter havde vi endnu et selvmord.

Det siger John Christensen, der er oversygeplejerske på sygehuset i Tasiilaq om den usædvanligt travle uge i starten af september, der førte til, at al salg af alkohol i byen og dens bygder blev lukket i to uger. 

- Vi havde også selvmordstrusler. Vi havde en, der havde brækket benet i fuldskab. På en anden, der også havde været fuld, var hoften gået af led. Der var en voldtægt. Og så var der en, som blev gennembanket af andre.

- Han fortalte, at han havde prøvet at kigge op for at se, hvem det var. Men når han kiggede op, blev han sparket i hovedet. 

Trist personale

Grunden til den uhyre travle uge var, at folk både fik udbetalt løn, og at de fik overskydende skat tilbage. Og så gik det altså helt galt, og personalet på sygehuset kunne ikke længere følge med.

- Det gav rigtig meget arbejde på sygehuset. I forvejen har vi en del kræftpatienter, og på det tidspunkt havde vi også døende patienter. Vi havde børn indlagt, og vi havde en øjenlæge, som havde opereret mere end 60 for grå stær. Og så bliver det svært som institution at håndtere alt det andet oveni. 

  • Fra nu og til 17. september er der lukket for salg af alkohol i Tasiilaq og bygderne omkring Tasiilaq.
  • Det gælder både i butikker og på barer og værtshuse.
  • Bygderne er Kuummiut, Isertoq, Tiilerilaaq, Sermiligaaq og Kulusuk.
  • I forvejen bliver der ikke solgt stærk alkohol og spiritus i Østgrønland.
  • Alt salg og udskænkning af stærke drikke med alkoholvolumenprocent på 15 eller derover er forbudt i Tasiilaq, bygderne omkring Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.

Var du selv på arbejde i de dage, hvor der både var løn- og overskydende skat udbetaling? Og hvordan oplevede du de dage?

Jeg var på dagvagt. Men jeg var der også om aftenen, hvor jeg tog røntgenbilleder, og hvor vi talte om det seneste selvmord.  

LÆS OGSÅ Politiet i Tasiilaq: Det har været roligt i hele sidste uge

Hvad var det for et personale, du mødte op til efterfølgende?

- Især i forbindelse med selvmord er det et trist personale. Man prøver at støtte op om hinanden og sige positive ting til hinanden. 

- Men det er helt klart, at selvom vi har været udsat for den slags sager mange gange, så påvirker det os. Så der bliver knebet en tåre ind imellem. Og man bliver lidt trist og lidt modløs. Men vi prøver at støtte op omkring hinanden og hjælpe hinanden igennem.

Ringede til kommunen

Derfor gjorde han noget radikalt. Han kontaktede kommunen. 

- Så jeg kontaktede kommunen torsdag 2. september om aftenen. Jeg bad om en lukning af alkohol i et par uger, så vi kunne få lidt arbejdsro. Og så børn og unge mennesker kunne få ro, siger John Christensen.

- Jeg sad om aftenen og tænkte, at det var blevet for meget. Vi var meget bekymrede for, at der ville komme flere selvmord. Når der har været et selvmord og så et til, så sidder vi næsten og venter på et tredje. Det er ligesom, det smitter. 

LÆS OGSÅ Boligmangel og håbløshed udfordrer Tasiilaq

Og så gik det overraskende hurtigt. Allerede næste dag blev der lukket for salg af alkohol.

- Det har vi været glade for, for vi har haft tid til at tage os af de syge patienter. Vi har ikke haft mange opkald - dem, der har været, har været om sygdom og ikke om alkohol.

Bekymret for weekenden

Forbuddet mod at sælge alkohol gælder til og med på fredag. Og hvad så derefter? 

Jeg er bekymret for, om vi kommer til at opleve de samme ting igen. Der er selvfølgelig ikke det antal kroner og øre i omløb, som der er i starten af måneden. Men vi tror på, at vi har fået det pusterum, vi skulle have nu. 

- Men det hjælper ikke at lukke på den korte bane. Ingen ønsker, at der bare skal lukkes for alkohol - men måske en lidt mere restriktiv alkoholpolitik vil være godt? Måske skal der sælges fra ét sted i stedet for fra alle butikkerne. Jeg har tænkt på, at det måske kan være en idé, hvis der ikke bliver solgt alkohol fra butikkerne om lørdagen, og at værtshuse er lukkede om søndagen. Det kan give børn en bedre weekend og sikre, at folk kommer på arbejde om mandagen. 

LÆS OGSÅ Tage Mikiki frygter, når alkoholsalg åbner i Tasiilaq: Vil vi miste vores kære?

- Vi vil gerne have et permanent team på to psykologer, der er i byen hele tiden. De skal kunne hjælpe unge og håndtere selvmordstrusler og traumer. Det kunne være godt, hvis det var nogen, der er ude i virkeligheden og ikke sidder og skriver og dokumenterer hele tiden. 

I går aftes var der borgermøde i Tasiilaq, hvor de 250 fremmødte diskuterede, hvad der skal ske nu. John  Christensen deltog også, og han rakte ud til samarbejde.

- Det var som om, folk bare har ventet på et forum, hvor de kunne diskutere, hvordan vi får et mere positivt samfund, siger John Christensen.