Organisationer: Der skal gøres noget ved pensionsproblemet

Arbejdsgiverforening og fagforening rykker sammen for at løse problemerne, der er opstået i kølvandet på lovgivningen om tvungen pensionsopsparing.
SIK og Grønlands Erhverv vil arbejde sammen for at løse udfordringerne med det nye pensionssystem. Foto © : KNR
Skrevet af Merete Lindstrøm
17. januar 2020 06:22

I en ny arbejdsgruppe skal Grønlands Erhverv, SIK og Skattestyrelsen se på, hvordan man kan hjælpe borgerne med at leve op til lovgivningen om, at man selv skal spare op til sin pension.

- Det skal foregå ved, at vi får foretaget nogle undersøgelser om, hvem det er, der ikke indbetaler, fortæller Karsten Lyberth-Klausen, der er Sekretariatschef hos Grønlands Erhverv.

Borgere og arbejdsgivere har problemer med den nye lov

Både Grønlands Erhverv og SIK oplever i øjeblikket mange henvendelser fra arbejdsgivere og borgere, der ikke kan finde ud af det nye system, og Selvstyret er blevet kritiseret fra flere sider over for dårlig information om de nye regler. Derfor vil SIK og Grønlands erhverv forsøge at hjælpe i forhold til deres medlemmer, efter det er blevet undersøgt,  hvem der kommer i klemme i systemet.

LÆS OGSÅ Over 6000 personer skal betale mere til pension

- Når vi ved det, så kommer vi med nogle løsningsforslag hvis der for eksempel er behov for at ændre lovgivninge eller andre tiltag, så borgerne bliver mere bevidst om det og måske også, så arbejdsgiverne bliver mere behjælpelige med at folk får indbetalt til deres pension, siger Sekretariatschefen.

Mere oplysning til folk

Grønlands erhverv har kørt en oplysningskampagne til sine medlemmer for at gøre det nemmere for arbejdsgiverne at agere i den nye lov. Men det er altså ikke helt lykkes, når der er mere end 6000 borgere, der endnu ikke har fået oprettet pensionsopsparing, eller som ikke har overholdt krav om beløb til indbetaling. Derfor fortsætter kampagnen med oplysning til medlemmerne, understreger Karsten Lyberth-Klausen.

- Den vil vi nok gentage, så vi vil gå ud med en kampagne. Selvstyret vil nok også gå ud med en kampagne om, hvad  man kan gøre for borgerne som kommer i knibe, slutter han.

LÆS OGSÅ SISA skal styre obligatorisk pensionsordning