Oprydning: Kangersuatsiaq helikopterflyveplads genåbnet

Efter at der er blevet ryddet op i området, har Mittarfeqarfiit genåbnet helikopterflyvepladsen i Kangersuatsiaq.
Heliporten i Kangersuatsiaq ligger tæt ved bygdens affaldsplads, og det kan altså give problemer for helikoptertrafikken. Foto © : Mittarfeqarfiit
Skrevet af Thomas Munk Veirum
17. august 2019 15:58

Flyvende affald var årsag til, at Mittarfeqarfiit lukkede helikopterflyvepladsen i bygden Kangersuatsiaq ved Upernavik 8. august.

Affaldet fra bygdens dump var simpelthen til fare for flyvningen.

Fredag blev helikopterflyvepladsen genåbnet, efter at Mittarfeqarfiit har inspiceret stedet på ny:

- Vores lokale personale har den 16. august 2019 besøgt området, og har konstateret, at der er sket oprydning på affaldspladsen. Det vurderes derfor nu sikkert igen at genåbne for beflyvningen af helikopterflyvepladsen, udtaler Niels Grosen, driftsdirektør i Mittarfeqarfiit.

Det er Avannaata Kommunia, der har ansvaret for dumpen i bygden. Direktør i Avannaata Kommunias afdeling for teknik, Nick Nielsen, har bebudet, at der skal etableres et hegn rundt om dumpen, så problemet ikke opstår igen.

LÆS OGSÅ Flyvende affald lukker heliporten i Kangersuatsiaq

LÆS OGSÅ Avannaata Kommunia om lukket heliport: Hegn skal stoppe flyvende affald