Flyvende affald lukker heliporten i Kangersuatsiaq

Affald fra dumpen kan risikere at skade helikopterne. Derfor har Mittarfeqaafiit lukket helikopterflyvepladsen i Upernavik-bygden Kangersuatsiaq.
Foto © : Mittarfeqarfiit
09. august 2019 07:53

- Mittarfeqarfiit har af sikkerhedshensyn besluttet at lukke helikopterflyvepladsen i Kangersuatsiaq med øjeblikkelig virkning, skriver lufthavnsselskabet i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at affaldspladsen i Kangersuatsiaq ligger tæt på bygdens helikopterplads, og løst affald er begyndt at sprede sig ind på helikopterflyvepladsen. Mittarfeqarfiit har rettet henvendelse til Avannaata Kommunia om at få udbedret affaldsforholdene, men intet er sket, skriver Niels Grosen, der er driftsdirektør i Mittarfeqarfiit.

- Der er fare for, at plastikposer og andet affald kan blive fanget af helikopterens halerotor, hvilket er en alvorlig sikkerhedsrisiko.

- Vi har derfor besluttet os for at lukke helikopterflyvepladsen med øjeblikkelig virkning, indtil kommunen får udbedret situationen med affaldet, lyder det fra Niels Grosen.

Passagerer bedes kontakte deres flyselskab eller rejsebureau vedrørende deres rejse.