Opråb: Mange er nødt til at forlade deres hjem og måske land for at få den hjælp, de har ret til i Grønland

Politikerne glemmer personer med handicap, når de fordeler pengene fra kommunekasserne.

Det mener handicaporganisationen Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat (NIIK), der fungerer som paraplyorganisation for en række landsdækkende og lokale handicaporganisationer. 

- Det er meningen efter både handicapkonventionen og efter den lovgivning, vi har i Grønland, at man skal forsøge at støtte op om personer med handicap, så de kan leve et liv som alle andre. Og vi kan se på stort set alle livets forhold får man ikke den støtte, man skal have, siger Anders Meilvang, bestyrelsesformand for NIIK. 

LÆS OGSÅ Vi flyttede til Danmark for at få ordentlig hjælp

Frem til kommunalvalget den 6. april har NIIK derfor en klar mission: At få lokalpolitikernes øjne op for personer med handicap og de udfordringer, de møder i det kommunale system. 

Ulighed hele vejen rundt 

Med kampagnen 'Give me 5' ønsker organisationen at sætte spot på, at der mangler ligestilling for personer med handicap, når det gælder skole, arbejde, bolig, fritid og sundhed. 

- Skolerne er ikke klar til at støtte op om børn med særlige behov, og mange børn får faktisk ikke en afgangsprøve efter folkeskolen. Når man så er færdig med skolen, er det rart at få et arbejde. Men langt de fleste personer med et handicap placeres på førtidspension og dermed et liv på overførselsindkomst, hvor man ikke yder noget til samfundet og ikke selv får et ordentligt liv, forklarer Anders Meilvang. 

LÆS OGSÅ Mange har fordomme overfor personer med psykisk handicap

Desuden tilbydes personer med handicap ifølge NIIK ofte nedslidte boliger, der ikke er indrettet efter det handicap, man har.

Fritidslivet er for manges vedkommende utilgængeligt, fordi man ikke kan komme frem til sportshallen eller forsamlingshuset.

Og kommer man frem, er lokalerne eksempelvis svære at komme rundt i med en kørestol, eller også mangler der aktiviteter, som personer med handicap kan deltage i.

Sidst men ikke mindst, peger NIIK på, at mange borgere ikke får tilbudt den fysiske eller mentale træning, de har krav på. 

Kæmpe magtesløshed

Grønland er tidligere blevet kritiseret af FN for ikke at sikre rettigheder for personer med handicap. Og Anders Meilvang oplever da også, at politikerne er klar over problemet. 

- I og for sig bliver vi mødt af utrolig meget forståelse og også meget dårlig samvittighed mange steder. Men især en kæmpe magtesløshed. Det er ligesom om, at man aldrig kommer til at handle. Så det, vi prøver, er at opstille nogle konkrete forslag til, hvordan man kunne gøre tingene lidt bedre.

LÆS OGSÅ Handicaptalsmand: Derfor stopper jeg nu

Men hvad kan politikerne så gøre? 

- Der er masser af konkrete tiltag. Men det, de først og fremmest skal gøre, når de bliver valgt ind i kommunalbestyrelserne, er, at være opmærksomme på området og stille krav om, at tingene skal forbedres. Der er masser af lavthængende frugter, men det er klart, at når hele området skal løftes, så er det et langt sejt træk. 

Må flytte for at få støtte

Udgangspunktet er så dårligt, at det kun kan blive bedre, siger Anders Meilvang. 

- Det, som vi synes, er enormt trist, er faktisk, at hvis man har et handicap eller har et barn med et handicap, så er der en del, der vælger at flytte til udlandet. Primært til Darnmark, hvor man kan få den støtte, man har behov for, siger han og fortsætter: 

-  Der er også en flytning fra de mindre kommuner til de større, fordi man trods alt i Nuuk kan få mere støtte, end man kan på kysten. Så mange borgere er nødt til at forlade deres hjem og måske også deres land for at få den hjælp, de har ret til at få i Grønland.