Far til handicappet: Vi flyttede til Danmark for at få ordentlig hjælp
Niels Storchs datter er udviklingshæmmet. Familien var ikke tilfreds med den hjælp, datteren fik i Grønland, og derfor valgte de at flytte til Danmark fra Uummannaq for 17 år siden.
I dag er hun 31 år.
- Vi blev nødt til at flytte, så hun kunne få den nødvendige hjælp, hun havde brug for i sin udvikling, fortæller Niels Storch, der er far til den handicappede.
Ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder rejser folk med handicap fra Grønland til Danmark, fordi den hjælp og støtte, de modtager i Grønland, er utilstrækkelig.
Det oplyser instituttet i en rapport til FN’s Handicapkomité.
Da Niels Storch og hans familie boede i Grønland, var datteren henvist til en almindelig skolepasningsordning, og da hun ikke kunne tåle at være på et larmende sted, var hun meget træt, når hun kom hjem.
LÆS OGSÅ Hjælp til grønlændere med handicap er ikke god nok
To måneder efter familien var flyttet til Danmark, kunne datteren starte på en skole for handicappede. Og her fik hun hjælp.
- For første gang følte vi, at vores datter fik ordentlig hjælp. Og det, at hun gik i skole med andre handicappede, var også en stor hjælp for hendes personlige udvikling, siger Niels Storch.
VIDTGÅENDE HANDICAP
- Vidtgående handicap betyder, at ens funktionsevne er væsentligt nedsat.
- Man har en varig fysisk eller psykisk lidelse, skade eller mangel.
- Med vidtgående handicap har man væsentlig begrænsning i sine muligheder for at leve en normal dagligdag.
I februar 2017 var der i Grønland registreret 132 personer med vidtgående handicap, der med kommunens hjælp var flyttet til Danmark. Derudover er der familier, der selv har valgt at flytte til Danmark med deres handicappede børn, og antallet på dem er ikke registreret.
Niels Storchs datter bor i dag i et bofællesskab for handicappede, og i følge faren har hun det godt. Derfor har familien ingen planer om at flytte tilbage til Grønland.
- Det skyldes, at vores datter har egen bolig her, hun har et arbejde i sit bofællesskab, får hjælp og har en tryg hverdag sammen med de andre beboere, fortæller Niels Storch.