Operatør begynder at fjerne brændstof efter Fukushima-ulykken

Operatøren af det ødelagte Fukushima-atomkraftværk i Japan er begyndt at fjerne radioaktivt brændstof efter ulykken i 2011. Det oplyser Tokyo Electric Power Co. (Tepco) mandag.
Tidligere er det blevet anslået, at oprydningsarbejdet på og omkring hele atomkraftværket i Fukushima kan tage op til 40 år. Arkivfoto. Foto © : TEPCO/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. april 2019 09:28

For over otte år siden ramte en tsunami Japans nordøstlige kyst. Den udslettede over 260 byer og ødelagde Fukushima-atomkraftværket, hvor tre reaktorer nedsmeltede.

Selskabet bag værket oplyser, at arbejdere er begyndt at fjerne de første af i alt 566 brugte og ubrugte uran- og plutonium brændselsstave.

Det bliver set som en milepæl i oprydningsarbejdet.

Det er vigtigt, at sikre det radioaktive brændsel for at undgå endnu en katastrofe i tilfælde af for eksempel et jordskælv.

Ifølge Tepco vil det tage to år at fjerne alle brændselsstavene. Derefter er der en stor udfordring med at fjerne det smeltede brændsel inde fra selve reaktorerne.

Tidligere er det blevet anslået, at oprydningsarbejdet på og omkring hele atomkraftværket kan tage op til 40 år.

Et sted mellem 15.000 og 20.000 personer mistede livet i forbindelse tsunamien og flere end 100.000 indbyggere blev evakueret fra deres hjem for at undgå at blive udsat for radioaktivitet.