Omrokering i Naalakkersuisut
Aqqaluaq B. Egede bliver naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.
Det siger Múte B. Egede på et pressemøde mandag.
Det sker efter, at Peter Olsen i sidste uge gik af som naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.
Inatsisartut var i gang med at diskutere manglen på grønlandsksprogede journalister, da Peter Olsen i pausen indgav sin afsked.
Aqqaluaq B. Egede er naalakkersuisoq for Råstoffer, og det område bliver indtil videre givet til Naaja H. Nathanielsen, som også er Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling.
Desuden fortæller Múte B. Egede på mødet, at naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen, udelukkende kommer til at fokusere på sundhed fremover.
Børn, Unge og Familier går i første omgang til Aqqaluaq B. Egede, og på efterårssamlingen bliver der fundet en ny naalakkersuisoq for områderne.