Ombord på Vædderen: Det lugter lidt af nytår
Blæsten er hård. Hvide dønninger skubber skibet fra side til side. Et rødt flag hejses op. Det signalerer, at skibet nu er farligt.
- Lad! råber befalingsmanden.
En soldat står ved det store, tunge maskingevær, der er monteret på siden af inspektionsskibet, Vædderen. Med en armbevægelse trækker han i grebet på siden af maskingeværet.
- Ladt! råber han tilbage
Kort efter får han tegn til at skyde. Målet: en isskosse, der fredeligt flyder rundt i Davisstrædet, 800 meter fra skibet. En salve af øredøvende skud afbryder freden.
- Skytteskift! Råber befalingsmanden.
Nu er det Mais tur. Hun er 23 år og arbejder som skibsgast.
- Har vi ikke en mindre hjelm? spørger hun.
Efter en hurtig hjelm-rokade står Mai klar. Isskossen er midt i sigtekornet.
- Åben ild! råber befalingsmanden.
Isskossen har ikke en chance. Et stort stykke is kælver. Bifald bryder ud. Røgen fra patronerne blandes med blæsten. Det lugter lidt af nytår.
Fra havn til havn
Selvom inspektionsskibene er nemme at genkende, når de patruljerer fjordene, er det de færreste, der ved, hvordan hverdagen ser ud for dem, der overvåger langs vores kyster. Udover de månedlige skydeøvelser, forløber dagene ofte i faste rutiner, hvor alle ved, hvad de skal.
- Som skibsgast laver vi meget praktisk som rengøring og vedligeholdelse. Vi hjælper til, hvor der er brug for det, fortæller den 23-årige Mai fra sin to-personers kahyt på skibet.
Hun har arbejdet som skibsgast i to år og har blandt andet sejlet ved både Grønland og Færøerne. Men livet til søs begyndte længe før.
- Min familie har altid sejlet. Jeg var også på skoleskibet, Georg Stage, fortæller hun.
Hendes kahyt ligger på det næstlaveste dæk, lige over maskinrummet. Det betyder ingen koøjer – men det manglende lys har hun selv kompenseret for.
- Vi har gjort det en smule mere hyggeligt her, ved at hænge en lyskæde op, siger hun.
Mangel på dagslys betyder ikke mangel på humør. Mai elsker at være et sted, hvor hun både får lov til at rejse og opleve noget nyt.
- Det sjoveste er nok at sejle gummibåden, fortæller Mai smilende.
Det vigtigste job på skibet
I Mais kahyt begynder det at dufte af stegt fisk. Det kommer fra kabyssen – blot en kort gang og to venstresving væk.
Nede I kabyssen står Søren på 32 år, der er kokkeelev. Han er i gang med at forberede dagens måltider til de cirka 70 personer ombord – et job, som flere kalder det vigtigste
- I aften står den på fish’n’chips med tatarsauce og fritter, siger han, mens han presser mayonnaise ud i en skål.
- Det er som at lave mad til sin familie, fortæller han.
En anden, der indimellem hjælper til i kabyssen, er Natasha ”Doc”. Skibets læge.
Og selvom hendes primære opgaver ikke inkluderer fødevarer, hjælper hun gerne til, hvor end hjælp kan bruges.
- Jeg har mange funktioner. Udover konsultationer og akutte hændelser tager jeg vandprøver, laver hygiejneinspektion – og skræller gulerødder, når der er tid, siger hun grinende.
For Natasha handler jobbet som læge også om at skabe et trygt rum – et sted, hvor man kan dukke op, uanset om det gælder fysisk eller psykisk sundhed.
- Hospitalet er et neutralt sted, hvor alle kan komme, også hvis de har noget på hjertet. Derfor bruger jeg meget tid på at lære folk at kende, fortæller hun.
Det gør hun ofte om eftermiddagen, hvor hun går rundt på skibet og taler med besætningen. Ifølge hende dukker ingen nemlig op, hvis ikke de først har tilliden.
En midlertidig familie
Ombord på Vædderen er besætningen langt hjemmefra, men ikke alene. Alle er samlet af rutiner, ansvar og et fælles mål om at holde både skib og fællesskab oven vande.
Her side om side i otte uger arbejder de tæt – på tværs af fag og funktioner. Hverdagen kræver fleksibilitet og samarbejde. Søren sørger for maden, Natasha tager temperaturen på både mennesker og systemer, og Mai håndterer alt fra fortøjninger til gummibåde.
- Man bliver hurtigt tæt, når man sejler sammen i otte uger, siger Mai.
Når så mange mennesker er samlet på så lidt plads, bliver det kollegiale hurtigt sat på prøve.
Nogle beskriver det som en slags midlertidig familie. Bare med mere camouflage. Og flere ordre.
Tilbage på dækket er skydeøvelsen slut.
Over højtalerne lyder det: - Det er atter tilladt at bevæge sig på dækket uden høreværn!
