Olsvig: Uacceptabel tone fra russisk ambassadør

Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig har ingen forståelse for den truende udmelding, som Ruslands ambassadør i Danmark kom med i lørdags.
23. marts 2015 10:59

I avisen Jyllands-Posten truede Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, med, at de danske flådeskibe risikerer at blive mål for russiske atommissiler, hvis de tilslutter sig USA's missilforsvarssystem.

Den udtalelse vækker undren ikke bare i Danmark, men også her i landet.

IA's formand og medlem af Inatsisartut, Sara Olsvig, kalder tonen i ambassadørens indlæg for uacceptabel. Hun understreger, at Grønland, Danmark og Rusland har en klar interesse i at kunne tale fornuftigt sammen som nationer uden at komme med trusler over for hinanden - særligt i forhold til Arktis, hvor samarbejdet er godt og intakt.

- Vi mener, det er meget vigtigt at bevare den gode tone, både for freden og for arktiske folks sikkerhed. Derfor opfordrer vi til, at situationen ikke eskalerer, understreger Sara Olsvig og opfordrer formanden for Naalakkersuiut, Kim Kielsen, eller naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, til at indkalde Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.

- Vi ønsker at høre, hvad udtalelserne giver af overvejelser omkring amerikanernes tilstedeværelse i Pituffik og om Rigsfællesskabets forsvar og sikkerhedspolitik generelt, lyder det fra IA's formand.