Olsvig ønsker magtopgør i Arktisk Råd

Magten i Arktisk Råd ligger for meget i hovedstæder uden for Arktis, mener IA’s formand. Hun opfordrer til et opgør med magtstrukturen i rådet.
25. januar 2016 04:14

Mens både danske og grønlandske politikere opfordrer EU og lande rundt om i verden til at investere i Arktis, mener formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, at beslutninger, der handler om Arktis, glider længere og længere væk fra regionen.

- Det, jeg er bange for, er, at Arktisk Råd, som er et mellemstatsligt samarbejdsorgan, i al for høj grad fokuserer på, at det er de arktiske stater med hovedstæder syd for Arktis - altså Moskva, Washington og København - som i høj grad sidder med magten i Arktisk Råd. Arktisk Råd har derfor en meget stor udfordring i forhold til at sikre sig, at rådet rent faktisk repræsenterer det arktiske folk og de arktiske samfund, siger hun til KNR.

 

Rådet må tage opgør

IA-formanden bakker op om at tiltrække investorer og fokus til Arktis. Men det må ikke gå ud over det arktiske folks selvbestemmelse, mener Olsvig. 

Derfor bør de otte faste medlemmer af Arktisk Råd - Grønland/Danmark, USA, Canada, Rusland, Norge, Finland, Island og Sverige - drøfte, hvem der egentlig bestemmer i rådet. 

- Arktisk Råd må tage en drøftelse om, hvordan de selvstyrende lande permanent og fast sidder med ved bordet og er en del af beslutningsprocessorne på lige fod med staterne. Det kan ikke blive ved med at være sådan, at det er staterne alene, der får lov at beslutte, når det er det arktiske folk selv med egne parlamenter i Arktis, som lever i Arktis, siger IA-formanden.

I 2013 boykottede daværende formand for naalakkersuisut, Aleqa Hammond, et ministermøde i Arktisk Råd i Kiruna i Sverige i protest over, at Grønland ikke kunne sidde direkte med ved forhandlingerne, men måtte være repræsenteret via Danmark.

 

Opgør også med observatør-gruppe

Også striben af observatører i Arktisk Råd er der behov for at se nærmere på, mener Olsvig. 

I dag sidder lande både som Indien og Singapore med ved råds-møderne, men står til IA, bør observatører fra Arktis have fortrinsret til fx at tale ved møderne. 

- Jeg vil anbefale, at man man opdeler observatørerne i kategorier, sådan så de observatører, som altid har været med - og som er fra Arktis og repræsenterer arktiske folk - også fortsat har taletid. Og så må man sige, at så må fx EU og Inden komme lidt i anden række, fx i forhold til at få taletid, siger Sara Olsvig.

Arktisk Råd har i år eksisteret i 20 år.