Olieopryddere: Beredskabet bliver bedre

Aftalen mellem Greenland Oli Spill Response og Oil Spill Response Limited vil sikre hurtigere aktion, hvis uheldet er ude, lover direktør.
18. juni 2014 07:12

Det selvstyreejede oliespildsselskab Greenland Oil Spill Response har indgået aftale med verdens største oliespildsberedskabsorganisation, Oil Spill Response Limited (OSRL)

- Det er jo den største spiller der er på markedet inden for oliespildsbekæmpelse, siger direktøren i det selvstyreejede beredskabsselskab, Lonnie Wilms. 

Nyt oliespildssamarbejde på plads

Det såkaldte Memorandum of Understanding, som det grønlandske beredskabsselskab har underskrevet, skal styrke samarbejdet med det internationale firma Oil Spill Response Limited, så de i fællesskab kan planlægge, hvordan man skal skride til handling.
 
Men hvad betyder en Memorandum of Understanding for det sorte klister i havet?

- Aftalen betyder, at vi får lavet nogle klare procedurer mellem Greenland Oil Spill Response og deres selskab, og det vil betyde, at hvis der en dag skete et rigtigt stort olieudslip, som vi skulle ud at rydde op efter, så vil det gå mere gnidningsfrit at få gang i mandskabet og få ryddet op i en fart, siger Lonnie Wilms.

Direktøren er tilfreds med den indledende "venskabsaftale" med beredskabsgiganten. 

Greenland Oil Spill Response startede i 2012, og stiller oliespildsbekæmpelsesudstyr til rådighed for olieselskaber mod betaling. Men der er ikke sket så meget på oliefronten på det seneste, og forleden besluttede Cairn Energy at lukke sit kontor i Nuuk.

- Det er klart, at når et selskab som dem lukker deres kontor her i Nuuk, og der ikke er de store aktiviteter, så kan man da godt blive lidt urolig for, hvad der skal ske videre hen, og hvornår der reelt kommer til at ske noget udforskning, siger Lonnie Wilms.

Den grønlandske beredskabsvirksomhed skal ikke betale nogen penge til Oil Spill Response Limited endnu. Aftalen handler i første omgang om udveksling af viden og beredskabsplaner.

Den grønlandske virksomhed har udstyr placeret i flere byer i Grønland: I alt 12 kilometer flydespærere og en del skimmerudstyr til mekanisk indsamling af olie.