Nyt oliespildssamarbejde på plads

Det selvstyreejede oliespildsselskab Greenland Oil Spill Response har indgået aftale med verdens største oliespildsberedskabsorganisation.
Skrevet af Martine Lind Krebs
17. juni 2014 06:08

Det såkaldte Memorandum of Understanding skal styrke samarbejdet mellem Greenland Oil Spill Response og det internationale Oil Spill Response Limited (OSRL), så de i fællesskab kan planlægge, hvordan man skal skride til handling det øjeblik, der sker et olieudslip i Grønland. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

- Det er yderst vigtigt, at vi konstant udvikler og udvider vores services, og det gør vi bedst ved at lære fra mere erfarne organisationer såsom OSRL, udtaler Greenland Oil Spill Responses direktør Lonnie B. Wilms med henvisning til, at Greenland Oil Spill Response blot er 2 år gammelt.

- Vi ser frem til at øge vores oliespildsberedskapacitet sammen med GOSR og undersøge, hvorledes vi bedst muligt kan levere et koordineret og effektivt oliespildsberedskab i Grønland, lyder det fra OSRL's direktør Robert Limb.

Greenland Oil Spill Response blev etableret i 2012 og stiller oliespildsbekæmpelsesudstyr til rådighed for olieselskaber i Grønland mod betaling.