Nyvalgt biskop: Det er en stor ære

Det var en overvældet Paneeraq Siegstad Munk, som i denne uge satte ord på, hvordan hun har det med at blive udnævnt som ny biskop.
- Det er svært at sætte ord på, men jeg tager det som en stor ære, siger den kommende biskop, Paneeraq Siegstad Munk. Foto © : KNR
Skrevet af Anders Dall
11. oktober 2020 11:20

Det var et resultat, som lige skulle bundfælde sig for Paneeraq Siegstad Munk.

Men sikkert er det, at den 43-årige provst, der bor i Qaqortoq, nu skal vænne sig til tanken om at være biskop her i landet.

Fire ville være biskop

Der var fire kandidater til posten, som er den øverste myndighed i Kalaallit Nunaanni Ilagiit.
 

Det var den nye biskop Paneeraq Siegstad Munk, der er provst i Sydgrønland og bor i Qaqortoq.

Derudover ville John Johansen, der er domprovst med bopæl i Nuuk, Hans Jørgen Dinesen, som er præst i Upernavik, og Henriette Have, der er præst i Qasigiannguit, også gerne have været biskop. 

- Jeg ved, at det er et stort arbejde. Det er svært at sætte ord på, men jeg tager det som en stor ære. Jeg har mine forældre i hjertet, og jeg tænker på dem, der elsker mig. Jeg føler glæde og taknemlighed ved det, siger hun til Qanorooq.

Kateketerne skal have bedre arbejdsforhold  

Hun var på valg sammen med tre andre kandidater om at afløse Sofie Petersen som biskop. Og her faldt stemmerne altså ud til fordel for Paneeraq Siegstad Munk.

Hun tiltræder officielt hvervet som biskop den 1. december, og hun har prioriteringerne klar. 

LÆS OGSÅ Paneeraq Siegstad Munk bliver ny biskop i Grønland

Som biskop vil hun blandt andet arbejde for bedre arbejdsforhold for kateketerne og styrke kommunikation.

- Når kateketerne lever under hårde betingelser i en bygd, er de steder, hvor de kan tale ud, ikke særlig synlige. Man kan sikre, at de ikke føler sig alene, uden at det skal koste meget, hvis man hurtigere kan komme i kontakt med præsten, provsten eller biskoppen, siger Paneeraq Siegstad Munk.

Siden 2004 har den kommende biskop været præst i en række byer, og siden 2017 har hun været provst i Provsteqarfik Kujataa i Sydgrønland.