Nyt studie: Slædehunden er meget ældre end antaget

Indtil nu har man troet, at slædehunden var 2000 - 3000 år gammel, men ifølge forskere går hunderacen meget længere tilbage.
Slædehunde er tæt beslægtet med 9500 år gammel urhund, viser nyt studie fra Qimmeq-prtojektet. Arkivfoto. Foto © : Aqqalu Augustussen
26. juni 2020 07:34

Slædehunden er ældre, end man hidtil har troet. 

Det viser et nyt studie fra Qimmeq-projektet, som er lavet af forskere fra Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Universitet. Det skriver Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i en pressemeddelelse.

Forskerne har brugt DNA fra en 9500 år gammel hund fra den Sibiriske ø Zhokhov, som hunden også er opkaldt efter.

Baseret på DNA'et har man fundet det ældste hundegenom nogensinde. Det betyder, at man har kortlagt hele hundens såkaldte arvemasse.

LÆS OGSÅ Ny slædehundelov kan være på vej

Man har tidligere troet, at Zhokhov-hunden var en slags urhund og en udgave af "alle hundes fælles ophav".

Men det viser sig, at den moderne slædehunde som Siberian Husky, Alaskan Malamute og den grønlandske slædehund har størstedelen af deres arvemasse tilfælles med Zhokhov.

- Det betyder at moderne slædehunde og Zhokhov har samme fælles ophav i Sibirien for over 9.500 år siden. Indtil nu har vi troet, at slædehunde kun var 2 - 3.000 år gamle, siger Mikkel Sinding, der er førsteforfatter på studiet i meddelelsen.

Moderneslædehunde går langt tilbage

Forskerne har også fundet genomer af både en sibirisk ulv, der er 33.000 år gammel og 10 moderne slædehunde. Materialet er så blevet sammenlignet med hunde og ulve fra hele verden.

- Vi kan se, at de moderne slædehunde har størstedelen af deres arvemasse tilfælles med Zhokhov. Altså, at de er tættere beslægtet med denne urhund, end de er med andre hunde og ulve.

- Men ikke nok med det - vi kan se spor fra opblanding med ulve som den 33.000 år gamle sibiriske ulv - men ikke moderne ulve, siger Mikkel Sinding i pressemeddelelsen og tilføjer: 

- Det understreger yderligere, at den moderne slædehunds oprindelse går meget længere tilbage, end vi troede.