Nyt studie: En myte at grønlændere ikke kan tåle alkohol

Myten om, at grønlændere har et særligt alkohol-gen, der gør, at de tåler alkohol dårligt, punkteres nu af et nyt dansk studie.
26. februar 2015 07:00

Det er forskere ved Statens Institut for Folkesundhed, der har kortlagt grønlændernes genetiske alkoholprofil.

Studiet viser, at grønlændernes genetiske alkohol-gener i høj grad ligner danskeres og andre vesteuropæeres. Det betyder, at grønlændere tåler alkohol i samme omfang som danskere og andre vesteuropæiske folkeslag - og at de altså ikke har et gen, der gør, at de nedbryder alkohol dårligt.

- Man har tidligere troet, at grønlænderes genetiske alkoholprofil mindede om østasiateres, fordi den grønlandske befolkning oprindeligt stammer fra Sibirien. Østasiater har netop en særlig genetisk "drukbremse", der beskytter dem mod at udvikle alkoholmisbrug, og som betyder, at de tåler alkohol meget dårligt, forklarer forskningsleder Janne Schurmann Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Evnen til at tåle eller måske rettere sagt nedbryde alkohol er delvist genetisk bestemt. Den genetiske profil hænger også sammen med risikoen for at udvikle et storforbrug af alkohol eller en anden form for alkoholmisbrug.

Langt de fleste danskere - og altså også grønlændere - har en genetisk profil, som ikke beskytter mod at udvikle alkoholstorforbrug og afhængighed.

Østasiatere har derimod en genetisk profil, der populært sagt virker som en slags antabus.