Herstedvester: Nyt forlig afskaffer frirejser for indsatte og pårørende
I aftalen kan man læse, at parterne er blevet enige om, at man vil ændre på betingelserne for de grønlandske indsatte, når anstalten i Nuuk åbner.
I dag kan grønlandske indsatte i Herstedvester få tilladelse til at have udgang i Grønland. Udgifterne til rejsen betaler Kriminalforsorgen, som reglerne er i dag.
Alternativt kan pårørende til de indsatte rejse til Danmark en gang årligt, hvis den indsatte ikke ønsker at rejse til Grønland.
Men med det nye forlig bliver de muligheder afskaffet, når anstalten i Nuuk åbner i 2019.
LÆS OGSÅ Herstedvester-indsatte må selv vælge afsoningssted
De grønlandske indsatte i Herstedvester kan selv vælge, om de vil flytte tilbage til Grønland, når anstalten åbner. I fremtiden vil alle, der bliver dømt i Grønland, afsone deres foranstaltning her i landet.
Der er dog stadig uvished om, hvordan forholdene bliver for de indsatte i Herstedvester, når anstalten åbner. Inatsisartut mener, at det skal være muligt for de indsatte at fortryde deres flytning til Nuuk.
Derudover mener Inatsisartut, at der fortsat skal være særlige grønlandske tilbud i Herstedvester som grønlandsk gudstjeneste og grønlandsk mad. Det går imod det oprindelige lovforslag fra Justitsministeriet.
Folketinget er de næste, der skal behandle de nye regler for indsatte i Herstedvester.