Nykøbing Falster Håndbold vil have flere grønlandske spillere

Grønlandske ungdomsspillere fra 17 til 19 år kan prøve kræfter med dansk kvindehåndbold på Nykøbing Falster.
Jakob Larsen
Ligatræner hos Nykøbing Falster Håndbold Jakob Larsen Foto © : Nykøbing Falster Håndbold
Skrevet af Noah Mølgaard
16. april 2020 07:40

Nykøbing Falster-området i Danmark er med sine lidt over 20.000 indbyggere følsom overfor flytninger i idrættens verden.

Det oplever områdets kendte håndboldklub Nykøbing Falster Håndbold, der til den kommende sæson mister flere spillere i kvindernes U-19, der ellers spiller i U-19 ligaen.

Holdet ser simpelthen ud til at have for få spillere til at kunne kæmpe i den bedste række for U-19. Derfor er ligatræner Jakob Larsen nu kommet med et udspil, der har fået opbakning fra klubbens ledelse.

- Jeg har mit håndboldhjerte placeret i Nykøbing Falster Håndbold og i grønlandsk håndbold. Jeg vil meget gerne medvirke til udvikling af grønlandsk håndbold og har derfor foreslået at klubben at åbne muligheden for at grønlandske spillere kan komme til vores klub, siger Jakob Larsen til KNR.

- Grønlandske spillere, der har alderen til at spille i U-19, får nu mulighed for at flytte til vores klub. Klubben vil også hjælpe med finde bolig og hjælpe til med at få uddannelse eller arbejde ved siden af træningen, siger Jakob Larsen.

For at spille i U-19 skal man være 17 til 19 år.

Boliger og uddannelse

Der har allerede været en del forberedelser, inden Jakob Larsen kunne melde ud om redningsplanen for U-19 pigerne.

- Der bliver mulighed for at blive indlogeret på et kollegie, hvis man vælger at tage en uddannelse. Der er også taget kontakt til områdets ejendomsmæglere, hvis der skal findes en anden bolig end et kollegieværelse, fortæller Jakob Larsen.

Der er også taget kontakt til den grønlandske landstræner Johannes Groth, der skal stå for kontakt til spillere, der har potentiale til at spille i U-19 ligaen.

- Jeg har lavet en liste over spillere, der har alderen til at kunne spille i U-19. Vi skal også huske, at det ikke er nogen krav, at man er landsholdsaktuel, siger Johannes Groth.

- Det er en god mulighed for grønlandske spillere. De får mulighed for at spille kampe hver weekend, der kan give god udvikling for enkelte spillere. Der kan dog være hindringer, hvis der skal flyttes uddannelse fra GU i Grønland til en gymnasieuddannelse i Danmark. Men vi undersøger forskellige muligheder, siger Johannes Groth.