Nye prøver er negative: Fortsat kun to smittede med coronavirus

Lørdag morgen kom der svar på 42 nye prøver, hvor borgere er blevet undersøgt for coronavirus. Ingen er positive.
Landslæge Henrik L. Hansen, naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Karl Frederik Danielsen og politimester Bjørn Tegner Bay, der også er formand for Epidemikommissionen, stod for at opdatere om coronavirus i Grønland lørdag eftermiddag. Foto © : KNR
21. marts 2020 15:40

Der er fortsat kun to smittede med coronavirus i Grønland. 

Det fortæller landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde lørdag eftermiddag.

- Så har vi fået godt nyt i dag. Vi har fået svar på 42 prøver. Hovedparten er fra Nuuk, men der er også prøver fra kysten. De er alle negative, siger han.

- Vi er meget sikre på, at vi ikke har en udbredt smittespredning i selve Nuuk, tilføjer landslægen.

LÆS OGSÅ Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig

Onsdag eftermiddag lukkede Nuuk ned. Det skete efter meldinger om, at endnu en person var smittet med coronavirus. Det er uvist, hvor personen er blevet smittet henne, og derfor tog myndighederne drastiske tiltag for at undgå spedning.

- Vi tror virkelig på, at vi kan inddæmme smitten i Grønland med de initiativer, vi har sat i værk, siger Henrik L. Hansen og tilføjer:

- Men det forudsætter, at vi holder fast i de ting, vi har sat i gang. Det er helt afgørende for succes.

Mangler svar på 86 prøver

I sidste uge ændrede sundhedsmyndighederne strategi, og fremover skal endnu flere testes for coronavirus. Indtil videre er der kommet svar på 83 prøver, hvoraf to af dem er positive. 

- Vi får testet endnu flere. Vi mangler svar på yderligere 86 prøver, som kommer her de næste par dage. Hoveddelen er her fra Nuuk, siger Henrik L. Hansen.

Det er fortsat ikke muligt at få svar på prøverne i Grønland. Derfor er myndighederne afhægig af, at prøverne bliver sendt til Statens Serums Institut i København, før der kommer svar.

LÆS OGSÅ Beredskabet ændrer strategi: Flere skal testes for coronavirus

Landslægen påpeger, at der er etableret en daglig fragt af prøver til Danmark.

- Vi har lidt transportproblemer på kysten. Det er ikke overraskende. Der er ikke sat ekstra fly ind for at hente prøver på meget fjerne destinationer, siger han.

Ingen indlagt med coronavirus i Grønland

I mandags blev den første person konstateret smittet med coronavirus i Grønland. Personen blev smittet i udlandet og har været i hjemmekarantæne siden ankomst.

- Vedkommende er ikke ude, siger Henrik L. Hansen.

Endnu en person er siden blevet konstateret smittet med virusset, og myndighederne er ikke klar over, hvordan den person er blevet smittet.

- Der er ikke nogen, der er indlagte. Der er kun to, der er smittet, og de er blevet behandlet efter reglerne om hjemmeisolation, tilføjer Landslægen.