Nye forbud i Nuuk: Koster dig 1500 kroner i bøde

Hvem har ret til nødpasning? Får man en straf, hvis man ikke overholder de nye forbud? Og er der nogen, der har overtrådt dem?
20. marts 2020 06:38

Onsdag klokken 16 lukkede Nuuk - bogstaveligt talt. 

Endnu en person er nemlig smittet med coronavirus, og personen kan muligvis være smittet her i byen. Så af frygt for smittespredning er hovedstaden nu så godt som isoleret.

Butikker, frisører, skoler, daginstitutioner lukkede - og det er nu forbudt at samles mere end 10 mennesker på én gang både udenfor og indenfor.

Foto © : KNR

De nye regler har givet anledning til rigtigt mange spørgsmål. For hvem er det egentlig, der har ret til nødpasning? Og får man en straf, hvis man ikke overholder de nye forbud? 

LÆS OGSÅ Nuuk lukker: Det må du ikke fra klokken 16.00

Det får du blandt andet svar på herunder, hvor politimester og formand for Epidemikommissionen, Bjørn Tegner Bay, svarer på KNRs spørgsmål:

- Er der en straf, hvis man ikke overholder det nye forbud om 10 i en forsamling?

- Ja, det er der. Epidemikommissionen har besluttet, at det skal være forbudt at rejse ud af Nuuk fra og med lørdag, og forsamlinger på over 10 personer indendørs og udendørs er også forbudt. Hvis man overtræder det, kan man få en bøde. Det ville overraske mig meget, hvis det bliver nødvendigt. 

Hvad er beløbet på den bøde?

- Rigsadvokaten i Danmark har fastsat en bøde til 1500 kroner til en enkelt person første gang. Det er vores udgangspunkt, men i sidste ende er det domstolene, der skal fastsætte beløbet.

Foto © : KNR

Nuuk Center er lukket - kun Pisiffik holder åbent.

 

Hvad så hvis man sejler ind til Kapisillit og går i land der? Man må jo ikke tage til andre byer eller bygder fra Nuuk længere. 

- Mit udgangspunkt er 1500 kroner pr person. Så hvis man er fire mennesker i en jolle, så er det 1500 til hver. Så må vi se, om domstolene er enige i det.  

 Hvis man som butik holder åbent – hvad sker der så?

- Lige nu skal alle butikker bortset fra fødevarebutikker holde lukket. Lovgivningen er bare ikke helt på plads endnu. Samme situation stod man i i Danmark. Så lige nu appellerer vi til butiksejernes forståelse og samarbejde - men rent juridisk kan vi ikke lige nu give en butiksejer en bøde.

LÆS OGSÅ Hjælpepakke til erhvervslivet er på forhandlingsbordet i dag

Har I overvejet at have en repræsentant fra erhvervslivet med i Epidemikommissionen?

Nej. Det står i loven, hvem der skal være med i en Epidemikommission.  Som det står i loven er der kun én ting, vi skal tage hensyn til – og det er befolkningens sundhed. Det lyder måske lidt hårdt overfor erhvervslivet, men vi tager ikke hensyn til økonomiske konsekvenser. Det ligger i Naalakkersuisut.

Foto © : KNR

Imaneq i Nuuks bymidte - nu næsten helt tom.

 

Hvis man har symptomer på corona – og man bliver ved med at gå rundt i stedet for at blive hjemme – hvad kan I så gøre?

- Hvis vedkommende er smittet med corona, så kan vedkommende få et påbud om at være i karantæne og med tvang blive anbragt i karantæne. Jeg vil nu blive meget meget overrasket, hvis det nogensinde kommer til at ske. Min erfaring er, at folk, der er syge, retter sig efter hvad sundhedsvæsenet siger til dem.

Hvad nu hvis jeg bevæger mig ud af min hjemmekarantæne – usmittet – hvad sker der så?

- Hvis det er en hjemmekarantæne, man er i på grund af vores anmodninger og strenge opfordringer, så er det juridisk set ikke en overtrædelse. Så vi kan ikke komme efter dig lige nu med en bøde. Men hvis folk ikke retter sig efter hjemmekarantænereglerne, så bliver nødt til at vurdere lovgivningen igen.  

LÆS OGSÅ Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig

Er der forskellige bøder til virksomheder og individer?

- Lige nu nej, men jeg er sikker på, at når lovgivningen om meget kort tid er endeligt på plads, så bliver der forskel på bødernes størrelse.

Har der været nogle scener, siden de nye regler trådte i kraft onsdag klokken 16? Er der nogen, der har overtrådt dem?

Ikke mig bekendt.

Indgangen i Nuuk Center

 

Skal der være flere politifolk på gaden nu for at sikre, at alt er lukket?

- Det afhænger af udviklingen i situationen. Langt langt de fleste borgere retter sig efter vores anbefalinger.  

Hvem har ret til nødpasning? Altså hvem er det, der har samfundsvigtige opgaver?

- Først og fremmest er det kommunerne, der står for nødpasningsordningen. Ansatte i sundhedsvæsenet er klart dem, der er mest belastet. Men også medarbejdere i politiet, i Arktisk Kommando, i hjemmeplejen – det er folk, der sidder i situationer, hvor det de gør, kan have betydning for menneskeliv.

- Men mange andre kan også komme i betragtning. En maskinmester, der skal reparere en vigtig generator på et elværk. Eller en teletekniker, der skal sikre en forbindelse. Det er en konkret vurdering hver gang.