Nye anklager mod Weinstein om voldtægt og overgreb

Mens retssag mod Harvey Weinstein indledes i New York, anklages han for nye overgreb i Los Angeles.
Skrevet af Ritzau
07. januar 2020 07:48

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein ankom mandag til en retssal på Manhattan i New York, hvor han står tiltalt for to tilfælde af voldtægt. Han ankom under stor mediebevågenhed til retssalen i et mørkt jakkesæt, mens han støttede sig til et gangstativ. En del demonstranter havde taget opstilling ved retsbygningen. 

Harvey Weinstein blev kort efter retssagens begyndelse i New York også anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb i Los Angeles  i to separate sager over to dage i 2013.

LÆS OGSÅ Weinstein erklærer sig ikke skyldig i nye sexanklager

Ifølge anklagerne voldtog han en kvinde på et hotel i Los Angeles den 18. februar og begik seksuelle overgreb på en anden på et andet hotel den 19. februar 2013. Den tidligere Hollywood-mogul, som i en årrække var kendt som en af de mest magtfulde mænd i Hollywood, er dermed nu anklaget i fire retssager, og flere kan komme.

Et stort antal beskyldninger fra mange forskellige kvinder har tegnet et billede af filmproduceren som en notorisk overgrebsmand. De første historier om filmproducerens påståede overgreb i oktober 2017 udløste #MeToo-bevægelsen, som fik sat seksuelle krænkelser på dagsordenen verden. 

De seneste år har næsten 90 kvinder beskyldt ham for seksuelle overgreb lige fra sexchikane til voldtægt. Blandt dem, som har delt deres historier, er højt profilerede skuespillerinder som Angelina Jolie, Salma Hayek og Gwyneth Paltrow.