Ny rekord: Kim Ujarak Lorentzen løfter 425 kilo i dødløft

Grønlands stærkeste mand Kim Ujarak Lorentzen er nu nået til et punkt i sin favorit disciplin, at han nu løfter en vægt som ingen i Tyskland og Danmark har løftet.
Skrevet af Noah Mølgaard
16. februar 2022 15:30

Kim Ujarak Lorentzen har nået et nyt milepæl. 

Han har overgået sig selv og løftet 425 kilo i dødløft i sidste uge i en begivenhed, der blev sendt direkte i Facebook.

- Jeg har haft et ønske om at se min udvikling i dødløft i forhold til sidste år, hvor jeg løftede 410 kilo. Mit nye forsøg blev vellykket og jeg følte at jeg ellers havde overskud til at løfte endnu tungere, siger Kim Ujarak Lorentzen efter at have løftet 425 kilo.

LÆS OGSÅ Kim Ujarak Lorentzen blev samlet vinder i England

Og et hurtigt kig på rekorder viser, at han nu er den eneste i rigsfællesskabet, der har løftet 425 kilo i dødløft. Og ikke nok med det. Der er heller ikke nogen i Tyskland, der nogensinde har løftet 425 kilo i den disciplin.

Kim Ujarak Lorentzen kigger med stor spænding på sin mail hver morgen for tiden.

Mod verdens stærkeste

Han har nemlig fået forhåndstilsagn om, at han kan få invitation til deltagelse i verdens stærkeste mand. Konkurrencen afvikles i USA i maj.

- Jeg vil ikke vente på invitationen og først begynde på at træne til konkurrencen dér. Jeg vil hellere begynde den målrettede træning nu og regne med at invitationen kommer i den nærmeste fremtid, siger Kim Ujarak Lorentzen.

Han er også allerede begyndt at tænke på næste milepæl.

LÆS OGSÅ Rekord: Kim Ujarak Lorentzen løfter 401 kilo

Han satte rekord i rigsfællesskabet i 2020, hvor han løftede 401 kilo. Den blev forbedret til 410 kilo sidste år. Nu forbereder han sig til den internationale milepæl på 1.000 pound, der svarer til cirka 453 kilo.

- Jeg har glæde af min stædighed. Jeg har for eksempel haft mislykkede forsøg på 400 kilo undervejs, men lykkedes alligevel til sidst. Nu arbejder jeg mod 1.000 pound og vil også lave et forsøg på at løfte 500 kilo i fremtiden, siger Kim Ujarak Lorentzen.