Ny isbjørnepatrulje skal sikre større tryghed

Siden 3. august har en nyoprettet isbjørnepatrulje hver morgen gået patrulje i Ittoqqortoormiit for at sikre, at ingen isbjørne er kommet ind i byen i løbet af natten eller befinder sig i nærheden af byen.
Skrevet af Karsten Sommer
11. august 2015 10:25

Det er WWF Verdensnaturfonden, der har hyret den lokale Anders Albirk til hver morgen at patruljere området i og omkring byen.

Formålet er at skabe større tryghed blandt byens borgere, der tidligere har givet udtryk for, at de mange nærgående isbjørne er et usikkerhedsmoment, når indbyggerne om morgenen skal på arbejde og børnene i skole.

Samtidig sker det også for at undgå at isbjørnene bliver skudt i selvforsvar.

LÆS OGSÅ Rekordmange isbjørne skydes i selvforsvar

I første omgang vil patruljen tjekke om byen er "isbjørnefri" på alle ugedage mellem klokken 6 og 8 om morgenen indtil udgangen af september.

Allerede torsdag i sidste uge var Anders Albirk i aktion og skræmte en isbjørn væk, der var meget tæt på byen.

WWF Verdensnaturfonden arbejder samtidig på at sikre flere tiltag, der kan minimere antallet af konflikter mellem befolkningen og isbjørnene.

Verdensnaturfonden gennemfører lignende projekter i Nunavut, Alaska og Rusland.