Ny handlingsplan skal slå gælden ned

Sagsbehandlingen og kommunikationen kan blive bedre, og der arbejdes på en kiffaq-lignende ordning. Nødvendigt med nye tiltag, lyder det fra KANUKOKA.
21. maj 2015 12:42

Det er ikke kun borgerne, der skal blive bedre til at håndtere gæld. Det skal Selvstyret og kommunerne også.

Naalakkersuisut og landets borgmestre har vedtaget en ny handlingsplan, der skal være med til at få bugt med den stigende gæld til det offentlige. Den er i år oppe på 932 millioner kroner.

Handlingsplanen består af i alt 16 forslag til, hvordan Skattestyrelsen og kommunerne kan blive bedre til at få nedbragt gælden og forhindre den i at opstå.

Læs også Vores gæld til det offentlige vokser markant

Der står blandt andet, at skattekontorernes sagsbehandling kan blive mere ensartet og kompetent. Skattestyrelsen vil undersøge dette nærmere, står der.

Derudover kan bl.a. Selvstyret, kommunerne og virksomheder blive bedre til at snakke sammen - Skattestyrelsen erkender behovet, og der er blevet nedsat en arbejdsgruppe, der ser nærmere på sagen.

Og der er plads til forbedringer bekræfter Skattestyrelseschef, Kim Neumann.

- Vi kan altid blive bedre til at optimere både vores egne rutiner og til at gøre os forståelige i forhold til vores borgere. Men også internt i Skattestyrelsen og i forhold til vores samarbejdspartnere, som hovedsagligt er de fire kommuner, Nukissiorfiit, Iserit og INI, kan vi altid blive mere skarpe på, hvordan vi håndterer udfordringerne med at føre sager frem og tilbage mellem myndigheder. Det arbejder vi på, og det går den rigtige vej, siger han.

Læs også Her bor landets største skyldnere

Der bliver også arbejdet på et kiffaq-lignende opkrævningssystem kaldet 'Ilanngaasivik'. Det går ud på, at man 'får hjælp' til at betale sine regninger. Der bliver oprettet en central konto, hvor borgerens indkomst bliver indbetalt og automatisk fratrukket udgifter, før man får sine penge.

Man vil også undersøge, hvordan man kan styrke den forebyggende indsats.

Listen er lang med forslag. Men der skal også nye boller på suppen, lyder det fra KANUKOKA-direktør, Hans-Peder Barlach.

- De redskaber, der er til rådighed idag, kan vi jo konstatere ikke er nok. Derfor har vi, og skal have en fortløbende dialog om med inddrivelsesmyndigheden om, hvordan vi løser opgaven bedst muligt, siger han og forsætter:

- Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at en decideret myndighedsoverdragelse er løsningen, men vi skal have nogle systemer, som gør det nemt og effektivt for borgeren at betale og for de offentlige myndigheder at inddrive. 

Skattestyrelsen oplyser, at man arbejder på at få anbefalingerne til at blive til virkelighed, men at man ikke ved, hvornår initiativerne bliver ført ud i livet.

Læs også IA: Indfør kiffaq-ordning