Ny forvirring på stor vaccinationsdag i Nuuk

Modsatrettede udmeldinger fra kommune og sundhedsvæsen om vaccinationer i Nuuk har skabt forvirring og sendt folk hjem.
Kø på store-vaccinedag i Nuuk. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
29. juli 2021 14:29

I flere uger har man på Landslægeembedets hjemmeside, Nun.gl, kunnet læse, at der torsdag 29. juli var fri vaccination i Nuuk.

Det har også været reklameret i Nuuk Ugeavis, hvor der blev udloddet gratis biografbilletter.

Så sent som i går om aftenen har Kommuneqarfik Sermersooq skrevet på Facebook, at alle borgere kunne komme og blive vaccineret for anden gang.

 

 

Men så gik det alligevel galt.

I dag er nogle borgere nemlig blevet afvist, da vi kom for at blive revaccineret. 

Ifølge sundhedsvæsenet var det nemlig kun borgere, der er vaccineret 29 juni eller før, der kunne få stik nummer to i dag.

Det skrev Dronning Ingrids Sundhedscenter på Facebook i et opslag fra i går, men det strider imod alle andre udmeldinger om vaccineeventet.

LÆS OGSÅ Massevaccine i Nuuk igen på torsdag fra 10-17

Ifølge kommunikationsrepræsentant for Coronasekretariatet, Rasmus Christiansen, skyldes fejlen en intern misforståelse.

- Forvirringen er opstået, fordi der er forskellige arbejdsgange i kommunen og i sundhedsvæsenet. Det er et nyt samarbejde, og der er desværre opstået en intern misforståelse i kommunikationen, siger han til KNR og uddyber:

- Alle vi involverede er forfærdeligt kede af, at nogle folk er blevet afvist, og at misforståelsen er opstået.

Han oplyser, at der ikke vil blive afvist nogen resten af dagen.

Desuden arbejder man på at sætte et nyt vaccineevent op i morgen fredag.

Der opfordres stadig til, at personer der er førstegangsvaccineret efter 29. juni, venter til i morgen eller tirsdag med at få deres stik nummer to.

På den måde kan folk, der er vaccineret tidligere, komme til i dag.