Ny forsvarsuddannelse for værnepligtige i Grønland

Fremover bliver det muligt for unge frivilligt at melde sig i Grønland som værnepligtig til Forsvaret. Det er et af punkterne i det nye forsvarsforlig, som regeringen og forligspartierne har indgået.
Skrevet af Merete Lindstrøm
28. januar 2018 18:51

Som en del af det nye forsvarsforlig kan unge grønlændere, som ønsker at melde sig frivilligt som værnepligtige til Forsvaret, nu gøre det uden at rejse til Danmark.

Fremover kan unge frivilligt møde op og lade sig hverve som værnepligtige på Forsvarets Dag i Grønland - også tidligere kendt som "session".

Derudover bliver der oprettet en uddannelse til et frivilligt beredskab i Grønland, som skal være med til at løse civile opgaver, herunder søredning, og høre under Arktisk Kommando.

Aaja Chemnitz Larsen fra IA er godt tilfreds med den nye forsvarsaftale, der er indgået på Christiansborg i dag.

Hun håber, at den nye beredskabsuddannelse for nogen vil kunne erstatte, at grønlændere i dag er tvunget til at rejse til Danmark for blive en del af Forsvaret.

- Jeg er rigtig glad for, at mange af de ting, vi er kommet med, er med i det her forsvarsforlig. Det, jeg synes, der er særligt at bemærke, er, at der kommer en ny forsvarsuddannelse (beredskabsuddannelse, red.) i Grønland frem for, at man skal rejse til Danmark for frivilligt at aftjene værnepligt som grønlænder, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Inuit Ataqatigiit lancerede i sensommeren et udspil om "10 mål for et sikkert Arktis", som Aaja Chemnitz Larsen har haft med til forsvarsministeren og de forskellige forsvarsordførere på Christiansborg, og her var ønsket om et mere lokalforankret forsvar øverst på ønskelisten.

LÆS OGSÅ Nyt forsvarsforlig styrker politi og cybersikkerhed

Mangler i aftalen

Af andre ting, der får indvirkning her i landet, kan nævnes bidrag til ny landkortlægning af Grønland,  støtte til grønlandske værnepligtiges hjemrejse og finansiering af bemanding af lyttevagten ved den maritime nødradio i Grønland. 

- Overordnet vil jeg sige, at jeg er tilfreds med den aftale, der ligger, men selvfølgelig er der nogle følsomme områder, som man skal blive ved med at arbejde for, siger Aaja Chemnitz Larsen.

LÆS OGSÅ Folketinget afviser forslag om værnepligt for Grønland

Hun nævner, at forsvaret tidligere selv har påpeget store mangler ved opgaveløsning i Grønland.

 - Det kan for eksempel være styrket overvågning, som har været en ret stor udfordring. Det er jo noget, der koster rigtig mange penge, hvis man vil have flere satelitter, og det er der ikke tænkt ind i det her forsvarsforlig, siger hun. 

I forliget fortsætter regeringen med at afsætte 120 mio. kroner årligt til Arktisk Kommando i Grønland, som blev vedtaget i et særskilt forlig om Forvarets indsats i Arktis i december 2016. 

Og det er Aaja Chemnitz Larsen godt tilfreds med

- Det,synes jeg, er positivt, siger hun. 

 

Foto © : Rasmus Graversen - Arktisk Kommando

Her ses afsnittet om Arktis fra forsvarsforliget.

 

I samarbejde med Grønland og Færøerne styrkes indsatsen i Arktis som følger:

  • Arktis-aftalen fra december 2016, der styrker overvågning, kommando, kontrol og kommunikation samt operative indsatser i Arktis, videreføres. Hvis der opstår behov for nye initiativer, kan der omprioriteres inden for aftalens ramme. Der er afsat 120 mio. kr. årligt, i alt 720 mio. kr. i perioden, på Forsvarsministeriets bevilling. Herudover afsættes der i perioden i alt 235 mio. kr. til nedenstående yderligere initiativer.
  • Der afsættes midler til oprydning efter tidligere amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland. 
  • Der investeres i materiel til forureningsbekæmpelse i farvandene omkring Grønland.
  • Etablering af en beredskabsuddannelse i Grønland, der samtænker igangværende projekter så som Grønlandsvogterne og etablering af beredskab med hovedvægt på civile kompetencer.
  • Værnepligtsafprøvning for frivillige gennemføres i Grønland.
  • Der ydes støtte til grønlandske værnepligtiges hjemrejser. 
  • Der etableres yderligere folkeskolepraktikpladser ved Forsvarets enheder.
  • Forsvaret vil ved en eventuel udvidelse af Istjenestens operative område bidrage til iskortlægningen af området nord for 62 grader nord.
  • Der ydes et bidrag til ny landkortlægning af Grønland.
  • Forsvarsministeriet finansierer driften af radiorummet (bemanding af lyttevagten) ved den maritime nødradio i Grønland.

kilde ft.dk 

Forsvarsforliget kan ses i den fulde længde HER

Artiklen er blevet redigeret 29/1 2018 og 1/2 2018 med oplysninger om, at der med forsvarsforliget bliver indført Forsvarets Dag i Grønland, samt at der bliver oprettet en ny, civil beredskabsuddannelse i Grønland. Det fremgik ikke klart i den oprindelige version af artiklen.