Ny flyveledelse i Nuuk Lufthavn skal afhjælpe udfordringer i lufttrafikken
Det skabte store udfordringer for Air Greenland, da Trafikstyrelsen i slutningen af september indførte nye restriktioner i Nuuk Lufthavn for at højne sikkerheden. Det skete, da Trafikstyrelsen efter et tilsyn havde vurderet, at luftrummet over Nuuk var for presset.
Med de nye restriktioner må der hver time maksimalt være fire flyoperationer i Nuuk Lufthavn med højst to ankomster og fire afgange.
Det har udfordret Air Greenlands indenrigsflyvninger, hvor ruterne er bygget op med Nuuk som knudepunkt. Derfor har Air Greenland og Greenland Airports samarbejdet for at finde en løsning.
Fremtidssikre lufttrafikken
Løsningen er en delt flyveledelse i Nuuk Lufthavn, der kaldes en TMA-model. Det står klart i en pressemeddelelse fra Greenland Airports fredag.
Den går ud på, at flyveledere fra jorden styrer lufttrafikken, mens selve landingen sker under vejledning af en såkaldt AFIS-tjeneste.
AFIS-operatører giver relevante oplysninger til piloterne, men kontrollerer ikke flyene fra tårnet.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu er tæt på en løsning, der kan løfte de nuværende restriktioner og fremtidssikre lufttrafikken i Nuuk. En TMA-model vil give os den nødvendige kapacitet og sikkerhed til at håndtere den stigende trafik, og vi ser frem til at få aftalen på plads i de kommende uger, hvor vi så vil melde yderligere ud, siger CEO i Greenland Airports, Jens Lauridsen, i en pressemeddelelse fredag.
Som det er i dag fungerer Nuuk kun med AFIS-tjenste. Det skriver Sermitsiaq, der forklarer, at det indebærer, at piloterne er nødt til at træffe flere beslutninger på egen hånd. Men det skal den nye løsning altså ændre på.
Greenland Airports er i de afsluttende forhandlinger med Naviair om etablering og drift af den nye løsning. De forventer, at den nye løsning træder i kraft inden sommeren 2026, skriver Greenland Airports i pressemeddelelsen.