Nunatta Qitornai vil have delt landet op i 17 kommuner
- Kommunalreformen med storkommunerne er ikke blevet en succes. Den har spillet fallit, lyder det kontant fra den tidligere naalakkersuisoq, der for få uger siden fik godkendt sit nye parti Nunatta Qitornai, så partiet kan stille op til det kommende valg til Inatsisartut.
Siden da har det været småt med politiske udmeldinger fra partiet, der er i gang med at bygge hele partiapparetet op. Men i et større interview i AG redegør Vittus Qujaukitsoq for nogle af sine politiske tanker.
- Der er en skjult affolkning fra de mindre bosteder i dag, og det kan vi ikke være med til, siger han.
LÆS OGSÅ IA tager snæver føring i første måling
En del af løsningen på det problem, skulle ifølge den tidligere Siumutter, være, at dele landet op i 17 kommuner, som skal have fokus på den nære borgerservice.
Det skal være med til at udvikle landet på vej mod selvstændighed, som Vittus Qujaukitsoq ikke ønsker at sætte en konkret dato på. Det skal dog ske indenfor en overskuelig fremtid, hvis det står til Nunatta Qitornai.
1. januar 2009 trådte en ny kommunalreform i kraft her i landet, der gjorde 18 kommuner til fire. Ved nytår 2018 blev Qaasuitsup Kommunia delt i to, så der i dag er fem kommuner her i landet.
LÆS OGSÅ Qujaukitsoq står til comeback