Nunatta Qitornai: Del kommunerne op igen

For 12 år siden blev kommunerne lagt sammen. Men nu vil Nunatta Qitornai have dem delt op igen. Nærdemokratiet lider, siger Vittus Qujaukitsoq.
I sidste uge holdt Nunatta Qitornai pressemøde og fortalte om partiets målsætninger for både kommunalvalg og inatsisartutvalg. Foto © : Malik Brøns / Malik Brøns
Skrevet af Ivik Kristiansen
10. marts 2021 05:35

I dag er der fem kommuner i Grønland, men sådan har det ikke altid set ud. I 2009 trådte en ny kommunalreform i kraft , og så blev 18 kommuner til fire. Senere blev Qaaasuitsup Kommunia så delt i to.

Men storkommunerne har svigtet, vurderer Nunatta Qitornai, der går til valg på at tilbagerulle strukturreformen.

- Det handler først og fremmest om at vende tilbage til den gamle kommunale inddeling, fordi vi mener, at kommunalreformen har fejlet, på næsten alle områder, siger partiformand Vittus Qujaukitsoq.

LÆS OGSÅ Nunatta Qitornai går til valg med en selvstændighedsplan

Der har været meget snak om storkommunerne. Ikke mindst af befolkningen i det daværende Qaasuitsup Kommunia, der følte sig forbigået af en administration, der lå langt væk. 

Problemet er dog mere vidtstrakt, mener Vittus Qujaukitsoq.

- Nærdemokratiet har lidt under kommunesammenlægningen. Der er for langt imellem bostederne og administrationsbyerne, og dermed bliver afstanden mellem den folkevalgte administration og borgerne al for stor, siger han.

Det er op til befolkningen at beslutte

I forløbet op til, at Qaasuitsup Kommunia blev delt, blev der også argumenteret for, at politikerne ikke har sikret nærdemokratiet godt nok.

Storkommunerne blev også blandt andet dannet for, at de kommuner, der er værre stillede, kunne stå på skuldrene af de stærkere kommuner.

Men Nunatta Qitornai forestiller sig, at det stadig bliver en mulighed, hvis strukturreformen bliver tilbagerullet.

- Vi har ikke begrænset en eller flere byers mulighed for at fungere som en kommune i dag. Det er helt op til befolkningen at beslutte, hvilken form og hvem man vil samarbejde med i kommunerne, siger partiformanden.

Qujaukitsoq peger også på, at en vigtig målsætning med kommunesammenlægningen var at gøre de kommunale udgifter mindre. Det er ikke sket, tværtimod er udgifterne steget, siger han. En evaluering fra 2015 viser også, at der ikke har været besparelser på administrationen indtil da.

LÆS OGSÅ Nunatta Qitornai går til valg med en selvstændighedsplan

Nunatta Qitornai vil dog ikke lægge sig fast på en dato for, hvornår det skal ske:

- Vi skal først og fremmest have en evaluering af selve kommunalreformen. Og det håber jeg bliver et af de punkter, som den nye valgperiode vil starte med.

- Så vi ligger op til drøftelse af kommuners størrelse og udformningen her i den næste valgperiode. Så det må vi forhandle med de andre Inatsisartutpartier om, siger Vittus Qujaukitsoq.