Nunaminerals går konkurs

Retten i Grønland har i dag fredag erklæret NunaMinerals konkurs.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
01. juli 2016 11:31

Artiklen er opdateret kl. 13.22.

Det oplyser Advokatfirmaet Malling og Hansen Damm til KNR.

Advokatfirmaet er af retten blevet udpeget som kurator, og derfor repræsenterer firmaet nu samtlige kreditorer.

Ifølge Malling og Hansen Damm er det nu op til NunaMinerals og selskabets advokat, om man vil kære rettens kendelse.

- Jeg forventer, at Nunaminerals vil kære afgørelsen inden for ganske få dage, hvis de ønsker det, siger Niels Hansen Damm, partner i Advokatfirmaet Malling og Hansen Damm.

Læs også Tidligere direktør bag konkursbegæring

Nunaminerals er begæret konkurs af selskabets tidligere mangeårige direktør Ole Christiansen.

Han har ikke udsigt til at få sit million-tilgodehavende tilbage i tilfælde af en konkurs. Det drejer sig i ifølge KNRs oplysninger om et beløb på mere end to millioner kroner.

- Det handler ikke om kroner og ører. For mig er det noget andet. Jeg forsøger at beskytte min integritet, siger Ole Christiansen til KNR.

Han forklarer, at han i det daglige støder på kreditorer, der har penge til gode hos NunaMinerals, og at selvom Ole Christiansen ikke længere er direktør, forbindes han med selskabet. Derfor ønsker han en afslutning på det langvarige forløb om selskabets betalingsstandsning.

Læs også NunaMinerals begæret konkurs af kreditor

I går fortalte NunaMinerals advokat, Britta Keldsen fra Paulsen Keldsen Advokatanpartsselskab, at NunaMinerals forsøgte at lave en tvangsakkord, som tilsigter, at alle kreditorer over længere tid vil få tilbagebetalt deres tilgodehavende.

Ole Christiansen tror dog ikke, at det er realistisk.

- Det kan godt være, man kan gennemføre en tvangsakkord, men det afgørende er, at selskabet er insolvent og illikvid, og det koster et to cifret millionbeløb alene at drive selskabet, siger Ole Christiansen.

Læs også Nunaminerals foreløbig reddet på stregen

Læs også NunaMinerals begæret konkurs

Læs også Redningsplan for Nunaminerals stadigt mere usandsynlig

Læs også Nunaminerals med ny ledelse